Månedens TTH-profil: Magnus Bramming


09.03.2019 | Af Nanna Gantriis Mortensen - Foto: Photo Overlund

27 mål i ligaen, 34 mål i EHF Cuppen og titlen som topscorer i EHF Cuppen. TTH Holstebros Magnus Bramming har været ualmindelig effektiv i februar måned, og derfor er han, ikke overraskende, Månedens TTH-profil. Prisen uddeles i samarbejde med Nørre Vosborg.

TTHs herrer har haft et travlt kampprogram i februar med otte kampe fordelt over 27 dage. Mange vil formentlig have lyst til at løsne speederen, og spare på kræfterne i en sådan situation. Men ikke Magnus Bramming. Den karismatiske venstrefløj har tværtimod øget tempoet og ageret sand målmaskine for TTH Holstebro i februar måned:

I alt er det blevet til 61 mål fra Brammings hånd i denne måned. Dividerer man dette med de 8 kampe, ender man med et gennemsnit på imponerende 7,6 mål pr. kamp. Hovedpersonen selv mener, at de mange mål hænger sammen med gode holdkammerater og mange kampe:

- Vi har jo spillet en del kampe i februar både mod danske og udenlandske hold. Desuden har jeg haft nogle søde holdkammerater, som har været gode til at smide bolden ud til mig, og så har jeg nok bare haft god tur i den.

Topscorer i EHF Cuppen

Specielt i EHF Cuppen har Magnus Bramming været helt fænomenal. I holdets tre internationale kampe er det blevet til 10 mål mod Constanta, 12 mål i Cuenca og 14 mål mod FC Porto, svarende til 12 mål i gennemsnit pr. kamp. De mange mål i EHF Cuppen har placeret Bramming som overordnet topscorer i den internationale turnering foran store profiler som Hans Lindberg, Niklas Ekberg og Morten Olsen fra tyske topklubber.

Foruden titlen som topscorer i EHF Cup, rundede Bramming ligeledes 300 kampe for TTH Holstebro i februar måned. En præstation som sætter spor hos venstrefløjen:

- Jeg er utrolig stolt og privilegeret over, at jeg har fået lov til at spille 300 kampe i så stor en klub som TTH. Til dagligt er det jo ikke noget der fylder i hovedet, men når man så sætter sig ned, og kommer til at tænke over det, så er det jo ret stort. Der er kun ni spillere udover mig på både herre- og damesiden, som har spillet over 300 kampe i TTH, og mange af dem er jo nogle jeg har spillet sammen med eller hørt historier om. Så jeg er beæret over at være i selskab med nogle så store klubikoner. 

Fortsætter venstrefløjen i samme tempo som hidtil, er der chance for, at han overgår TTH-direktøren John Mikkelsen som pt. har klubrekorden med 404 kampe.

- Det kunne da være sjovt at overgå John. Men spørgsmålet er, om han vil lade mig ”stjæle” hans rekord. Det kan være han siger til vores træner, Patrick, at jeg må blive på bænken, så jeg ikke når 405 kampe, afslutter Bramming drillende.

Næste gang Bramming skal finde de hurtige løbesko frem, er onsdag den 20. marts når han og holdkammeraterne skal forsøge at tage to vigtige point imod Århus Håndbold hjemme i Gråkjær Arena. Du kan købe dine billetter til den spændende kamp HER 

Del på facebook