Månedens TTH-profil: Michael Bruun


31.08.2019 | Af Nanna Gantriis Mortensen - Foto: Photo Overlund

Målmandstræner Michael Bruun kunne inden ligapremieren torsdag aften lade sig hylde som Månedens TTH-profil for sit flotte arbejde ved sommerens VM-slutrunde for U19-herrer. Prisen præsenteres i samarbejde med Nørre Vosborg.

Mens TTH-spillerne har holdt sommerferie i styrkelokalet eller under parasollen, så har målmandstræner Michael Bruun brugt sin sommer på at sikre medaljer med det danske U19-landshold.

Den 18.august sikrede Danmarks U-19 herrer sig VM-bronze, da holdet vandt over Portugal, og her var Michael Bruun at finde på holdkortet. Bruun er nemlig, foruden jobbet som målmandstræner i TTH, ligeledes træner for målmændene i flere A- og U-landsholdstrupper i Dansk Håndbold Forbund - heriblandt U-19 herrerne og Herrelandsholdet, som han vandt VM-guld med på hjemmebane i januar måned.

Alligevel var det en noget overrasket Michael Bruun, der torsdag aften blevet hevet på halgulvet i Gråkjær Arena og hyldet som Månedens TTH-profil:

- Jeg blev faktisk meget overrasket, da de nævnte mit navn, men jeg synes det er en fin gestus. Jeg er rigtig glad for, at man fra klubbens side sætter pris på det stykke arbejde jeg laver i TTH og med de danske landshold.

 

En måde at give tilbage på

Første mål er nået med en flot VM-slutrunde for U19-herrerne, og nu gælder det så om at sætte mål i klubregi for Bruun og de fire ligamålmænd i TTH. Et projekt han ser frem til:

- Jeg er glad for at følge vores fire målmænd på dame- og herresiden. De arbejder alle benhårdt for at udvikle sig, og de har den rette indstilling til at blive bedre. Jeg kan jo ikke stille mig ind i målet for dem, men jeg kan sammen med vores målmænd analysere modstandernes skudmønstre og lægge en taktik, så de er klar til den kamp der venter.

For Michael Bruun er jobbet som målmandstræner også en måde, hvorpå han kan give noget tilbage til det danske landshold og TTH Holstebro:

- Jeg har haft mange gode minder både med TTH Holstebro og det danske landshold, så hvis jeg kan hjælpe nogle af de unge talenter og give noget tilbage, så er det helt perfekt.

I sin aktive karriere nåede Michael Bruun at spille 345 kampe for TTH Holstebro, samt 83 A-landskampe for Danmark.

 

Michael Bruun er sponseret af Holstebro Rejsecenter

Del på facebook