Månedens TTH-profil: Niels Lindholt


07.04.2019 | Af Nanna Gantriis Mortensen

TTHs stregspiller, Niels Lindholt, har steppet op, da det var mest nødvendigt. Den rolige holstebrodreng har nemlig spillet sublimt i en tid, hvor den traditionelle forsvarsblok har været plaget af skader. Derfor er Lindholt fuld fortjent Månedens TTH-profil, som præsenteres i samarbejde med Nørre Vosborg.

Da Niels Lindholt i december forlængede sin kontrakt med TTH, udtalte cheftræner Patrick Westerholm:

- Det største talent Niels besidder, er ikke noget, man kan arbejde med. Han er den fødte kriger, og kæmper røven ud af bukserne hver gang.

På mange måder sætter cheftrænerens ord et godt billede på den 23-årige stregspiller. En spiller der ikke nødvendigvis er topscorer i ligaen, men i stedet er en af de, der tager hårdest ved i forsvaret og giver den gas i træningslokalet.

- Jeg er nok den mere stille person uden for banen, men i løbet af sæsonen har jeg åbnet mig mere op inde på banen, i takt med jeg har fået mere spilletid og mere tillid på banen.

Og spilletid har der været masser af for Lindholt. Med skader til de to midterblokke i forsvaret, Peter Balling og Vignir Svavarsson, har Niels måtte træde til og gå forrest, når der skulle deles tæsk ud i forsvaret.

Og det har han, og holdkammeraterne, lykkedes med. I marts måned har det gennemsnitligt lykkedes TTH-forsvaret at holde modstanderne på 25,6 mål pr. kamp. og dermed har man skabt gode forudsætninger for sejre i både EHF Cuppen og i ligaen.

 

10% større og 10% stærkere

Niels Lindholt kom til TTH fra naboerne Lemvig-Thyborøn Håndbold inden denne sæson. I starten var der blot tale om en 1-årig kontrakt, men som tiden gik, udviklede Lindholt sig til en nøgleperson i forsvaret, og i december forlængede han sin kontrakt med TTH Holstebro, så de to nu har papir på hinanden indtil 2020.

Lindholts udvikling bliver ikke mindre imponerende af, at han har taget turen fra 1. division med Lemvig til ligahåndbold i Holstebro:

- I Lemvig spillede jeg en del, så jeg er vant til at have en stor rolle på et hold. Dog er spillerne i ligaen lige 10% større og 10% stærkere, hvilket man selvfølgelig skal vænne sig til.

Alt i alt føler holstebrodrengen sig dog tilpas med sit skifte og glæder sig til resten af sæsonen:

- Det har været en super fed oplevelse indtil videre. Jeg har fået masser af spilletid - også mere end jeg havde forventet, så det er bare dejligt. Jeg er glad og tilpas på holdet, og nu glæder jeg mig bare til de fremtidige kampe i slutspillet, afslutter Niels med et smil.

Der venter Lindholt og holdkammeraterne en kort landsholdspause inden TTH Holstebro skal i gang med slutspilsprogrammet den 17. april på udebane mod Skjern.

Næste hjemmekamp for TTHs herrer er den vigtige EHF Cup-kvartfinale mod ungarske Grundfos Tatabánya lørdag den 20. april. Billetter til kampen kan købes her.

Del på facebook