Mathilde Hylleberg udtaget til Danmarks EM-trup


14.11.2018 | Af Morten Toft - Foto: Fotograf Ole Mortensen

19-årige Mathilde Hylleberg fra TTH Holstebro, er udtaget til Danmarks endelige EM-trup. Mathilde Hylleberg bliver dermed den anden spiller fra Made In Holstebro som har fundet vejen til det danske A-landshold. 

Danmarks landstræner, Klavs Bruun Jørgensen, har valgt det unge TTH-talent til at være blandt de 16 spillere som skal repræsentere Danmark til EM i Frankrig. 

Mathilde Hylleberg har svært ved at sætte ord på udtagelsen.

- Jeg var meget chokeret og helt målløs da jeg fik beskeden. Det er kæmpe, kæmpe stort for mig! - jeg er simpelthen så glad, siger Mathilde Hylleberg og sætter flere ord på glæden: 

- Det giver naturligvis en masse selvtillid at få denne chance. Jeg havde ikke drømt om at jeg nu skulle være en del af A-landsholdet og så endda til en EM-slutrunde. Jeg vil suge en masser god erfaring til mig, og bare det at komme ind og få smag på det hele med så mange dygtige spillere bliver en oplevelse, siger Mathilde Hylleberg.

Mathilde Hylleberg har specielt i denne sæson været inde i eksplosiv udvikling, og hun sender en stor tak til især to personer for den udvikling hun har taget. 

- Jeg har rykket mig meget fra sommerferien indtil nu, og det har især at gøre med den tillid jeg har oplevet fra vores trænere, Pether og Torben. De har guidet mig med gode inputs og stor tillid, og det sætter jeg virkelig pris på, siger Mathilde. 

Mathilde Hylleberg accepterer at vejen til spilletid er vanskelig i A-landsholdstruppen, men det unge talent vil være klar hvis chancen byder sig. 

- Jeg er velvidende om at jeg er andet valg på højrefløj positionen efter Trine Østergaard, men jeg vil forsøge at gribe chancen hvis den opstår og forhåbentligt kan jeg komme ind og bidrage, og vise at det var den rigtige beslutning at tage mig med. 

Mathilde Hylleberg kom som U14 spiller til Holstebro Håndbold 90, og har siden 7.klasse gået i Sportsklasse under Holstebro Elitesport. Stortalentet har taget vejen til TTH's ligahold via TTH Holstebros Talentakademi. 

Sonne A/S er personlig sponsor for Mathilde Hylleberg.

Del på facebook