Meklenborg efter comeback: 'Det kunne næsten ikke være bedre'


22.11.2021 | Af Nanna Gantriis - Foto: Louise Boo

Det var en lettet og meget glad Johan Meklenborg, der lørdag eftermiddag fik comeback efter sin langvarige korsbåndsskade.

341 dage. 

Så længe har Johan Meklenborg siddet ude med en alvorlig korsbåndsskade. Men nu er det slut med at tælle dage. Lørdag eftermiddag fik TTH-playmakeren nemlig comeback i Gråkjær Arena – og dét imod lokalrivalerne fra Skjern.

- Jeg er glad, og jeg er lettet. Jeg tror aldrig, jeg har prøvet at have så mange tanker inden en kamp. Nervøsitet, spændthed, forventning, glæde, det hele, siger Johan Meklenborg, da comeback-kampen er kommet en smule på afstand. 

- Jeg har savnet det. Helt vildt, siger hovedpersonen og lader ordene synke ind. Som om det ikke helt er gået op for ham, at 11 måneders hårdt arbejde i genoptræningslokalet endelig er slut. Han fortsætter: 

- Det sus man får af at være med igen, følelsen af at være med på banen og kunne gøre en forskel. Det er vildt fedt at opleve igen. At det så ovenikøbet bliver imod Skjern og med en sejr til følge; det kunne næsten ikke være bedre. 

Stadig vej tilbage til toppen
Et vigtigt delmål er nu opnået for Johan Meklenborg. Men playmakeren understreger, at der stadig er vej tilbage til det niveau, han havde før sin skade:

- Nu har jeg fået comeback, men der er stadig noget timing i mit eget spil, og i samspillet med mine holdkammerater. Det er sjældent en spiller kommer tilbage efter et års pause og toppræsterer fra start. Så for mig handler det nu om at få endnu flere gentagelser i mit spil og have tålmodigheden til at komme helt tilbage til mit vanlige jeg.

Personlig sponsor for Johan Meklenborg er Beierholm. 

Del på facebook