Meklenborg efter pokalsejr: Vi vil gøre alt


30.08.2020 | Af Nanna Gantriis - Foto: Photo Overlund

Johan Meklenborg blev fortjent kåret til Santander Man of the Match efter fredagens ottendedelsfinale i Santander Cup’en. Playmakeren sætter nu nye mål for den videre pokal-færd.

TTHs Johan Meklenborg indledte denne sæson, ligesom han afsluttede 2019/20-sæsonen: Som målmaskine og profil for sit mandskab. Med fem mål og gode assists blev Meklenborg kåret som Man of the Match efter en kamp med masser af nerve og intensitet:

- Det var ikke vanvittigt kønt. Vi vidste godt, at vi ikke bare ville komme her til Lemvig og ræse dem over, for det er en premierekamp mod dét hold, der kender os bedst. Men vi fik det, vi kom efter, siger Meklenborg.

Aflyst Final4 skaber nye målsætninger
Nu gælder det så kvartfinalen i pokalturneringen, der normalt spilles til december. Og allerede nu har TTH-playmakeren gjort sig tanker om holdets videre færd i turneringen:

- Kvartfinalen er kvalifikationskampen til Final4. Det er et stort sæsonmål for os, og sulten efter at komme til Final4 er bestemt ikke blevet mindre, efter sidste sæsons finaleweekend netop er blevet aflyst. Derfor vil vi gøre alt for at komme dertil igen, afslutter Meklenborg.

Personlig sponsor for Johan Meklenborg er ID Identity.

Del på facebook