Mensing: Blodige knæ og blå mærker i vente


09.04.2021 | Af Nanna Gantriis - Foto: Photo Overlund

Lørdag starter slutspillet for TTH Holstebro, når holdet møder Skjern på udebane. Og Aaron Mensing glæder sig til at tingene spidser til.

- Det er dette vi træner for hver dag. Det er dette vi har set frem til så længe.

Ordene kommer fra Aaron Mensing. Man kan nærmest høre ærgerrigheden i hans stemme.

Sammen med holdkammeraterne tager han lørdag hul på slutspillet og dermed også kampen om at nå dette års semifinaler i HTH Herreligaen. Skal TTH nå dertil, kræver det dog gode takter i slutspillet:

- Gennem hele sæsonen har vi haft fokus på at spille de ting, vi er gode til, og levere en god præstation baseret på dén mentalitet. Vi ved, at hvis vi spiller godt, så er der stor chance for, at vi står som vinder efter 60 minutter, siger Aaron Mensing, men anerkender samtidig, at det kræver hårdt arbejde at står som sejrherre til sidst:

- Vi skal ind og give os 100 procent i morgen. Det vil komme til at gøre ondt, og vi vil uden tvivl få blå mærker og blodige knæ. Men hvis vi står med to point til sidst, så er det det hele værd.

Kampen fløjtes op i Skjern Bank Arena klokken 16.10, og kan følges direkte på TV2.

Personlig sponsor for Aaron Mensing er Beierholm.

Del på facebook