Mensing bombede to point hjem til TTH


20.02.2021 | Af Nanna Gantriis - Foto: Photo Overlund

Aaron Mensing havde indstillet skudarmen korrekt, da han sammen med holdkammeraterne sikrede to point i Aarhus.  

Der er ikke meget at sige til, hvis Århus Håndbold’s målvogter havde en smule midterskilning efter 1. halvleg i dagens kamp. Afsenderen af den nye midterskilning var TTHs Aaron Mensing, der satte seks scoringer i mål på 27 minutter.

- Vi spillede godt overtal i 1. halvleg og Århus stod defensivt i forsvaret. Netop dén kombination passede godt til mig, udtalte Mensing, som kunne gå til pause foran 20-13.

Mens 1. halvleg stod i TTH’s tegn, så havde Århus Håndbold teten i 2. halvleg. Her havde TTH svært ved at omsætte chancer til mål og det gav mulighed for comeback til hjemmeholdet:

- Vi brænder alt for meget de første 20 minutter af 2. halvleg. Havde vi ikke være skarpe i forsvaret i den periode, kunne vi sagtens have stået uden point lige nu, mener en ærlig Aaron Mensing.

Det hele endte dog godt, set med hvide briller, og dermed kunne Mensing og holdkammeraterne tage to point med hjem i tasken.

TTH Holstebro spiller allerede igen på onsdag, hvor holdet møder lokalrivalerne fra Skjern Håndbold. TV2 Sport viser kampen direkte klokken 20.30.

Personlig sponsor for Aaron Mensing er Beierholm.

Del på facebook