Michael Bruun fylder rundt


08.10.2020 | Af Louise Boo

Michael Bruun runder et skarpt hjørne. Selvom dåbsattesten siger 50 leveår, føler målmandstræneren sig som en på 35. Læs med hvad fødselaren skal lave på den store dag, og hvilke milepæle der dukker op, når Bruun tænker tilbage på sine mange år i klubben.

Han har opnået næsten alt, hvad et målmandshjerte kan begære. - Succesfulde spilleår i Tvis KFUM og senere TTH Holstebro, adskillige kampe for herrelandsholdet og efter indstillelsen af den aktive karriere på banen, har Michael Buun nydt godt af jobtitlen som målmandstræner i TTH Holstebro og selvsamme titel på det mest anderkendende niveau - herre- og damelandsholdet. 

Mange år er passeret fra den sommer, hvor Michael Bruun satte sine ben i klubben som 26-årig. Siden er 1997 blevet til 2020, og i dag fylder målmanden 50 år. 

Havde det ikke været for corona, der kan suge gnisten ud af enhver lejlighed, havde der også stået en større fest på programmet. Men i disse tider, fejrer Michael Bruun dagen på mere coronavenlig vis.

- Alt det, man havde planlagt med fest er jo umuligt på gund af covid-19. Men jeg skal ud at spise med mine døtre, siger fødselaren.

Selvom dagen er en rund en af slagsen, har Michael Bruun ikke behov for det helt store virak og pointerer, at solen også står op i morgen. 

En spændende tid i Tvis KFUM og TTH Holstebro

Når Michael Bruun kigger tilbage på sin tid i klubben, er det gode minder, som toner frem. Udover den store bedrift med pokaltitel og DM-bronze i 2018, er det imidlertid en anden milepæl flere år tilbage, der stjæler opmærksomheden.

- Vi har rykket os meget på organisationsplan, hvor Bent Nyegaard var træner. Han rykkede på den organisationsmæssige del og har en kæmpe stor ære for de nye standarder, der blev sat. Det sætter jeg stor pris på. Hvis vi skulle rykke os håndboldmæssigt, blev vi også nødt til at rykke os på det andet, siger Michael Bruun.

Generelt er han meget glad for tiden i klubben og fremhæver særligt personerne.

- Jeg har en masse gode bekendtskaber og har følt mig hjemme fra dag et. Nu har jeg været en del af klubben fra Tvis KFUM og så til tiden, hvor TTH Holstebro var en fast del af top 6 i dansk herrehåndbold. Det er jeg stolt og glad over, siger Michael Bruun.

Maaaange år endnu

- Jeg fylder 50, men mentalt bliver jeg yngre med årene. Rent fysisk føler jeg mig som 35, griner målmanden, som i så "ung" en alder har mange år igen som målmandstræner. 

Heldigvis for klubben er Michael Bruun glad for sit arbejde og ser frem til flere kampe og udfordringer i TTH Holstebro.

- Den dag jeg ikke selv kan vise øvelserne for målmændene, så bliver det en begrænsning. Men jeg glæder mig til at gå på arbejde hver dag, både i Holstebro og DHF regi, runder Michael Bruun af.

Personlig sponsor for Michael Bruun er Holstebro Rejsecenter. 

Del på facebook