Michael Bruun kåret som Årets Talentudvikler


10.01.2020 | Af Louise Boo

TTHs målmandstræner, Michael Bruun, løb i går aftes med prisen som Årets Talentudvikler, da Musikteatret lagde rammerne for Årets Idrætsfest 2019. Den populære målmandstræner, der p.t. er med herrelandsholdet til EM, kunne ikke selv modtage prisen. Men det var en overrasket og glad Michael Bruun, som fik overrakt titlen af Holstebro Elitesport, inden målmandstræneren tog afsted med landsholdet.  

Prisen som Årets Talentudvikler går til en vis TTH herre. – Nemlig Michael Bruun, som gennem sin karriere på håndboldbanen og mangeårige erfaring som målmandstræner, har et særligt talent for at udvikle den ene dygtige målmand efter den anden.

Udviklingen af talenter og solide indsats for klubben har nu resulteret i den flotte hæder. Holstebro Elitesport overrakte prisen, som Michael Bruun fik inden selve uddelingen i Musikteatret i går aftes.

Selv var hovedpersonen overrasket, men samtidig glad og beæret.

- Det kommer virkelig bag på mig, og jeg havde ikke regnet med, at jeg skulle have sådan en pris. Men jeg er da rigtig glad for, at der er nogle, som har lagt mærke til det, man har lavet, siger Michael Bruun.

Talenter på stribe

Simon Gade, Ida Vium og Frederik Hummelmose er blot nogle af de navne, som gennem kyndig træning og vejledning af Michael Bruun, har udviklet sig til dygtige målmænd.

Målmandstræneren, som har været i klubben i 14-15 år, har så skarpt et øje for målmandsspillet og udviklingen af både urutinerede og mere erfarne målmænd, at der flere gange er sendt bud efter ham fra landsholdstræneren på både kvinde- og herresiden.  

Personlig sponsor for Michael Bruun er Holstebro Rejsecenter.

Holstebro Rejsecenter sponsorerede også et gavekort på 5000 kr. som fulgte med titlen som Årets Talentudvikler.

Del på facebook