Museums-håndbold skaber nye fordele for brugerne


30.09.2020 | Af Louise Boo

Håndbold og museer i Holstebro går sammen om et nyt initiativ. Formålet er at styrke og promovere hinanden, skabe større synlighed og øge besøgstallene til håndbold og på museer i en svær Coronatid.

Museums-håndbold. To ord der normalt ikke bliver associeret med hinanden, men som i et nyt initiativ er med til at markedsføre Holstebros kulturliv. Meningen er at blande kulturinteresser fra forskellige miljøer med hinanden, og på den måde skabe mere interesse for både håndbold og museer. 

Det er TTH Holstebro, Holstebro Kunstmuseum og De Kulturhistoriske Museer i Holstebro Kommune, (Strandingsmuseum St. George, Frilandsmuseet Hjerl Hede og Holstebro Museum), der indleder samarbejdet. 

Parterne vil i den kommende sæson etablere forskellige tiltag, som giver værdi for både håndboldfans og museumsentusiaster.
 
- Vi ser frem til det nye samarbejde mellem TTH og museerne i Holstebro Kommune. Vi er på hvert vores felt stærke virksomheder, som kan styrke hinanden i en tid, hvor synlighed og opmærksomhed er nøgleord. Og vi ved, at mange mennesker både kan lide håndbold, kunst og historie; og det vil vi give dem, siger museumsinpektør Ann Bodilsen.

I TTH Holstebro ser direktør, John Mikkelsen, også spændende muligheder i det kommende samarbejde.
 
- Parterne er et godt match til hinanden. TTH Holstebro har et af landets stærkeste herrehold, og museerne er med helt fremme i den danske og europæiske elite af museer. Der er helt sikkert brugere, som vil have glæde af at gå på tværs mellem tilbuddene. Derfor passer det perfekt, at håndbold og museer kan samarbejde om at markedsføre hinanden og Holstebro, siger John Mikkelsen.

Billetfordele bliver første del af samarbejdet

Parterne har indgået et billetsamarbejde, som skaber fordele for partnernes gæster, samarbejdspartnere, frivillige og sæsonkortholdere.
 
For de besøgende gæster til både håndbold og museerne vil alle kunne opnå 25 % rabat på billetter hos hinanden. Den samme fordel vil TTH´s sæsonkortholder og museernes foreningsmedlemmer kunne opnå.

De mange frivillige hos partnerne vil modtage ad hoc tilbud.
 
Udover billetsamarbejdet vil parterne benytte hinanden til events, kampe, udstillinger m.m. Samtidig vil parterne være med til at understøtte hinandens markedsføring.
 
Partnerne er åbne for lignende samarbejde med andre publikumsrettede virksomheder i Holstebro Kommune.

Del på facebook