Ny assistenttræner til TTHs damehold


07.02.2020 | Af Louise Boo

Fra sommer 2020 overtager den tidligere ligaspiller, Michael Rasmussen, posten som ny assistenttræner for TTH Holstebro.

Afløseren for Torben Møller er fundet. Fra næste sæson skal Michael Rasmussen assistere Pether Krautmeyer på TTH Holstebros damehold.
 
- Jeg glæder mig til samarbejdet med Pether. Han er en spændende træner, og med et stærkt set-up i TTH og de gode faciliteter, ser jeg en masse spændende muligheder i at udvikle holdet, siger Michael Rasmussen.
 
Udover en fortid som ligaspiller i Tvis KFUM-tiden, har Michael Rasmussen været divisionstræner i mange år. Pt. er han træner for Rækker Mølle Håndbolds 2. divisions herrehold.
 
Kendskab til sporten og erfaringen med både herrer og damer var vigtige kompetencer for Pether Krautmeyer i ansættelsen af en ny assistenttræner.
 
- Det, at Michael har prøvet kræfter med både herre-og damehold på divisionsniveau, gør ham ganske kvalificeret. Han har en god forståelse for håndboldspillet på og uden for banen. Derudover har han en stor lyst og kvaliteter til at hjælpe spillere til at blive bedre, siger Pether Krautmeyer.
 
Han ser også frem til samarbejdet og tilføjer, at Michael Rasmussens mere strukturerede tilgang til tingene passer godt til hans egen mere fleksible arbejdsmetoder.
 
- Michael er firkantet, og jeg er mere rund, slutter Pether Krautmeyer af med et stort smil.

Del på facebook