Ny skade udfordrer TTH Holstebro


15.09.2021 | Af Nanna Gantriis - Foto: Ole Mortensen

Mandagens gode ligasejr over Ribe-Esbjerg skabte glæde hos cheftræner Søren Hansen. Men en ny skade til holdet skaber nu malurt i bægeret, og giver cheftræneren store udfordringer.

Efter ti minutters spil i mandagens kamp mod Ribe-Esbjerg måtte klubbens nye højre back Jonas Gade udgå, efter hans tommelfinger var gået af led. Yderligere undersøgelser viser, at den højre tommelfinger er brækket, og der venter højrebacken en pause på min. fire uger.

Dermed må Søren Hansen nu igen se bort fra en central spiller og tilføje Jonas Gade til listen over uheldige TTH-spillere:

- Det er voldsomt frustrerende, at vi nu igen er så uheldige at miste en spiller pga. en skade. Holdet har gjort det flot trods de mange spillere som fortsat sidder ude, men det besværliggører arbejdsbetingelserne gevaldigt, siger Søren Hansen, der kigger ind i et tætpakket kampprogram.

 - Med Jonas Gade ude i de kommende uger, så kigger vi virkelig ind i en svær og udfordrende periode. Vi trækker i forvejen store veksler på flere spillere, og nu bliver det fysiske pres endnu større på dem. I den kommende periode har vi både vigtige ligakampe og en spændende udfordring i European League. 

Tiden læger alle sår
De mange skader sætter store krav til Søren Hansen og Claus Uhrenholt, der må finde nye løsninger og justere forventningerne til de kommende kampe:

- Med pt. kun 11 spillere tilbage fra den 18 mand store ligatrup, så gælder den kommende tid om at overleve så godt som muligt, og få så mange spillere så godt igennem perioden, inden vi senere på efteråret får nogle af de skadede spillere til rådighed igen, siger Søren Hansen. 

De nye løsninger skal findes inden på fredag, når Søren Hansen og hans mandskab tager imod Fredericia Håndbold i Gråkjær Arena.

Til selvsamme opgør vil Magnus Bramming blive hyldet, når han slår klubrekorden for flest antal kampe i TTH. Vær med til at fejre Bramming og køb din billet her.

Personlig sponsor for Søren Hansen er ID Identity.  

Del på facebook