Nyt fra TTH Ungdom: Trænerrokade og styrkelse af samarbejdet med HH90


08.03.2019 | Af Morten Toft & Anders Thomsen

58-årige Lars Dalhoff rokerer fra U17 2 i TTH Ungdom og bliver i stedet ny træner for U15 pigerne i moderklubben, HH90. Emilie Krogh bliver ny træner for U17 2.

- I TTH Ungdom ønsker vi en stærk relation og samarbejde med moderklubberne, og derfor har vi valgt at støtte op omkring denne trænerrokade. Lars Dalhoffs tiltræden hos U15 pigerne i HH90 betyder, at vi har ansat Emilie Krogh som ny U17 2 pige træner. Hun skal sammen med Lars Dalhoff fremadrettet sikre et stærkt samarbejde mellem netop U17 2 og U15 pigerne, siger Talentchef Anders Thomsen.

Lars Dalhoff har været ansat som lektor på VIA University College, Holstebro i over 20 år. Herudover har han i 11 år haft det primære ansvar for Holstebro Elitesport.

Den stærke faglige og personlige profil får HH90 nu glæde af:

- Jeg glæder mig til at skulle træne U15 pigerne hos HH90. Det er en spændende årgang og jeg er sikker på at der venter mange gode træningstimer forude, siger Lars Dalhoff, som glæder sig til at sætte sit præg i HH90:

- I HH90 skal vi øve os på at være mere inkluderende, hvilket betyder at vi fremadrettet skal have et større fokus på at der skal være plads til alle når vi snakker ungdomshåndbold. Talenter, som kan nå langt, er naturligvis vigtige at have fokus på, men der skal også være plads til dem som bare vil håndbolden for sjov og få de sociale relationer.

Den nye pige i klassen

- I de samtaler vi havde med Emilie, stod det hurtigt ret tydeligt, at vi her har med et spændende trænertalent at gøre; og som uden tvivl bliver et stort aktiv til såvel arbejdet omkring U17 pigerne, men også i samarbejdet med Lars Dalhoff og U15 pigerne i HH90. Så da muligheden for at tilknytte Emilie og styrke samarbejdet mellem TTH Ungdom og HH90 opstod, var vi ikke i tvivl, siger Talentchef Anders Thomsen.

Emilie Krogh glæder sig til at blive en del af trænerteamet i HH90 og TTH Ungdom:

- Med dette klubskifte har jeg taget et skridt op ad trænerstigen. Jeg ser frem til at være en del af et spændende trænerteam med mange kompetente folk og ikke mindst den sparring der er mulighed for at få i trænergruppen, udtaler Emilie Krogh.

Udvikling af HH90:

Udviklingstrinene i HH90 bliver bl.a. at man fremadrettet skal have et større fokus på følgende:

  • Fokus på individet i en kombination med at opnå holdresultater
  • Opbygge en sund balance mellem resultater og trivsel med håndbolden
  • Større vejledning og guidning til hvordan man tager skridtet til Holstebro Elitesport eller TTH Holstebro
  • Forme en udviklings-rugekasse, hvor talenterne bliver klar til det næste skridt

Lars Dalhoff og Emilie Krogh starter deres nye trænerroller fra 1. maj.  

Del på facebook