Nyt nyt: Pokalmestertitlen er stadig i spil


08.09.2020 | Af Nanna Gantriis Mortensen - Foto: Ole Mortensen

Final4 er aflyst, men pokalturneringen bliver alligevel afgjort den 26. og 27. september. Dermed genoptager TTH muligheden for at sikre sig metal.

I et samarbejde mellem Divisionsforeningen, Santander Consumer Bank og de fire kvalificerede klubber har parterne besluttet at afvikle pokalturneringen ved at spille to Santander cup semifinaler og én Santander cup finale.

Kampene bliver spillet den 26. og 27. september 2020.

Det betyder, at TTH i det nye format møder Skanderborg Håndbold i semifinalen den 26. september i Skanderborg, mens GOG på hjemmebane tager imod BSH senere samme dag.

Finalister trækker lod om hjemmebanefordel
Efter de to semifinaler trækkes der lod imellem de to vindere om, hvem der har hjemmebanefordelen til finalen søndag den 27. september. Der spilles ikke om 3. og 4. plads.

Ligesom i ligaen, er det kun hjemmeholdet der må have tilskuere til kampen. Det betyder, at TTH-fans må se semifinalen mod Skanderborg Håndbold på TV2s hovedkanal, der sender alle tre kampe.

Del på facebook