Økonomisk medvind i TTH Holstebro


13.03.2018 | Af Morten Toft - Foto: Fotograf Ole Mortensen

I de sidste fire måneder har TTH Holstebro opnået en flot salgsomsætning på næsten 2 millioner, hvilket styrker klubbens tro på at opnå et årets resultat i balance.
Et perfekt Santander Final4 stævne, en del nye sponsorer, salg af eksponering samt nogle vellykkede salgsaktiviteter er årsagen til den positive udvikling.

Med den stærke salgsperiode er TTH Holstebro kommet meget tættere på års målet om balance i klubbens økonomi. 

TTH direktør John Mikkelsen, glæder sig over de positive økonomiske fremskridt.

- TTH har en styrket tro på at nå vores økonomiske mål om endnu et år i balance, og det sker bl.a. på baggrund af de sportslige resultater som både vores herrer og damer har præsteret i denne sæson. At der er blevet leveret god underholdning og fine resultater på banen har givet TTH Holstebro en eksponering, som automatisk har givet mere salg og interesse fra vores samarbejdspartnere, siger John Mikkelsen og tilføjer: 

- Vi oplever samtidig en positiv tendens fra klubbens sponsorer som specifikt er interesseret i flere længevarende sponsoraftaler end tidligere. At vi er i stand til at lave sådanne aftaler, vil betyde at vi kan skabe et solidt fundament i klubben, og lave strategiske tiltag der ikke kun fokuserer på udvikling af TTH Holstebro på den korte bane, men også på den lange bane.

Regional interesse giver håb på mere

TTH Holstebro har i 2017/18 sæsonen oplevet forøget interesse fra regionale virksomheder, der ser muligheder i at blive en del af netværket som eksisterer i klubben.

John Mikkelsen håber at interessen kun vil udvikle sig i én retning.

- Det er ingen hemmelighed at TTH Holstebro har en langsigtet strategi om at blive opfattet som det sportslige håndboldfyrtårn i hele regionen. Den målsætning arbejder vi konstant hen imod, og i 2017/18 sæsonen har vi set at vi kan lave en bredere tilslutning, både sponsormæssigt, men også gæstende tilskuere, siger John Mikkelsen og afslutter:

- Det er utrolig glædeligt at vi oplever den stigende opbakning fra flere i hele Nordvestjylland. Deres støtte og engagement er medvirkende til at TTH Holstebro bevæger sig i en positiv retning. 

Del på facebook