På dupperne i Portugal


20.09.2021 | Af Nanna Gantriis - Foto: Photo Overlund

Turen går til Lissabon, når Allan Damgaard og holdkammeraterne tirsdag aften møder Sporting CP i European League-kvalifikationen. Vi har bedt TTH-playmakeren om at sætte vores portugisiske modstander under lup.

Navnet Sporting CP klinger måske ikke så kendt hos tilskuerne i Gråkjær Arena, men spørger man Allan Damgaard er der al mulig grund til at holde øje med morgendagens modstander fra den portugisiske hovedstad:

- Sporting er et virkelig godt internationalt hold. Portugisisk håndbold har blomstret de seneste år, og er blevet en attraktiv liga for tyske, spanske og skandinaviske spillere, siger playmakeren og nævner i forlængelse det portugisiske landshold:

 - De har etableret sig i toppen af Europa og er nu et hold, man helst vil udenom til slutrunder. Mange af spillerne fra landsholdet repræsenterer nationale klubber såsom FC Porto, Benfica og Sporting CP, så det er en meget kompatibel liga og et dygtigt hold, vi skal ned og møde.

’Vi skal tage hele hånden’
For TTH-mandskabet handler det om at være klar fra start, når kampen fløjtes i gang i Pavilhão João Rocha-hallen tirsdag aften 20.45.

- Vi skal være mere kyniske, end vi var i vores seneste kamp. Når Sporting giver os en lillefinger, så skal vi tage hele hånden, for de kommer uden tvivl med et hårdt tryk, afslutter Allan Damgaard.

Grundet en snarlig familieforøgelse er Magnus Bramming ikke med i Portugal. Desuden er vores seks skadede spillere ligeledes blevet i Danmark for at passe deres træning. Som erstatning er de tre U23-spillerne Simon Jensen, Anders Flæng og Rasmus Ravn udtaget til kampen. 

Det er endnu uvist, hvorvidt kampen transmitteres på ehftv. Såfremt det er tilfældet, deler vi naturligvis linket på vores Facebook-side i løbet af tirsdagen. Returkampen spilles i Gråkjær Arena næste tirsdag den 28. september klokken 18.45, og du kan købe dine billetter her.

Personlig sponsor for Allan Damgaard er Jens Jensen. 

Del på facebook