PK sæsonevaluerer del 1: Vi gjorde dét, ingen eksperter troede var muligt


31.05.2019 | Af Nanna Gantriis Mortensen - Foto: FotoReza

HTH Ligaens 2018/19 sæson er afsluttet med DM-medaljerne fordelt til henholdsvis Team Esbjerg, Herning-Ikast Håndbold og Odense Håndbold. For TTH Holstebro er den sidste kamp dermed spillet, og nu ser TTH-cheftræner, Pether Krautmeyer tilbage på den forgange sæson, og retter samtidig blikket mod den nye sæson der venter.

For Krautmeyer og co. bød sæsonen på både bitre nederlag og flotte sejre. Det største aftryk var alligevel positivt: Damerne nåede nemlig en flot plads i DM-slutspillet, til trods for at ingen eksperter troede det var muligt. Dermed opnåede damehold mere end sæsonmålet, som lød på at skulle true top otte.

”Mentalt styrke gav os plads blandt de otte bedste i Danmark”

Fundamentet til slutspilspladsen blev allerede lagt igennem efterårs kampe:

- Vi startede sæsonen som nummer ni eller ti, og derefter blev vi bedre og bedre, siger træner Pether Krautmeyer.

Specielt omkring årsskiftet tog holdet vigtige sejre mod bl.a. Randers HK, Skanderborg Håndbold og Silkeborg-Voel, hvilket senere skulle vise sig at gøre forskellen på slutspil eller kvalifikationsspil.

- Hver kamp blev en finale for os. I år var pigerne stærkere mentalt klar til at komme i det slutspil, og vi viste omverdenen, at vi kunne vinde de vigtige kampe.

Den afgørende kamp fandt sted i Viborg Stadionhal i marts måned. En sejr til TTH gav klubben en plads blandt Danmarks otte bedste hold. Eksperterne og håndbold Danmark spåede ikke TTH mange chancer, men holdet stod for presset, vandt over viborgenserne og bookede dermed slutspilsbilletten:

- Det var en kæmpe forløsning for os at komme i top-8. Vi fejrede jo den slutspilsplads, som havde vi vundet DM-guld, griner Pether Krautmeyer.

Selvom Krautmeyer & co. havde muligheden for at vinde det ”rigtige” DM-guld, voksede træerne dog ikke ind i himlen. NFH, Odense og København Håndbold var trods alt en for stor mundfuld for TTH, der måtte tage til takke med oplevelsen i slutspillet.

- Jeg er lidt skuffet over, at vi ikke endte med at få to eller fire point i slutspillet, for jeg synes, vi var tæt på flere gange. Alt i alt er jeg stolt af mine spillere over den sæson, de har leveret, og jeg er glad for den udvikling og erfaring, som både spillere og klubben kan drage fra oplevelsen.

Udvikling i af profiler

Til spørgsmålet om, hvilke spillere Krautmeyer synes har rykket sig mest i 2018/19 sæsonen, bliver svenskeren nød til at nævne flere fra sit holdkort:

- Kaja Kamp har gjort det sindssygt godt i denne sæson, og hun har klaret springet fra 1. division fra liga rigtig flot. Derudover har Caroline Svarre rykket sig virkelig meget. Selvom hun måske ikke er den mest fremtrædende og selviscenesættende spiller, så har hun vist, at hun kan tage ansvar og være frontfigur. Hun bliver spændende at følge i fremtiden, siger Krautmeyer og fortsætter:

- Og så Hylleberg taget nogle kæmpe udviklingsspring og vist landsholdspotentiale.

Resen-pigen tog håndbold Danmark med storm, da hun i december måned lyste som en anden julestjerne ved damernes EM i Frankrig. Desuden var den 20-årige fløj en af TTHs profiler i den hjemlige liga, hvor mange mål og stærkt forsvarsspil blev et Hylleberg-varemærke.

Læs hvordan Pether Krautmeyer ser frem til 2019/20 sæsonen på søndag, når vi bringer 2. del af hans sæsonevaluering. 

Del på facebook