Porup: Ude godt men hjemme bedst


18.11.2019 | Af Simon Frederiksen. Foto: Alex Paulsen

Efter en flot udebanesejr søndag i årets Europa Cup mod tjekkiske Talent Plzen, går TTH Holstebro ind i en spændende uge med to hjemkampe i Gråkjær Arena – onsdag topkamp kl. 20.30 mod GOG og lørdag returkamp kl. 15.00 i EHF-Cup. 

For TTH´s venstre back Jonas Porup er den kommende uge en af de ”gode” uger.

- Vi går ind i en rigtig spændende uge, og efter en solid indsats i kampen i Tjekkiet, har vi givet os selv et godt udgangspunkt til returkampen i EHF-cuppen. Det er altid særligt at spille på udebane i Europa under nye og anderledes forhold, men ingenting slår vores egen hjemmebane Gråkjær Arena. Det er her vi er bedst.  Og kan vi få publikum i Gråkjær til at være så medlevende som mod Lemvig i sidste uge, så venter der en stor oplevelse på onsdag når vi møder GOG, siger Jonas Porup og fortsætter

- Vores kampe mod GOG er altid noget særligt, så der bliver tryk på lige fra starten. GOG er et af de bedste hold i ligaen, også selvom de har svinget lidt her i starten. De er meget dygtige i deres angrebsspil og på kontra, så dette skal vi have styr på. Men samtidig har de også et par svagheder som vi skal udnytte. Vi glæder os til et topbrag af en kamp, og ser frem til en aften med masser af stemning på både banen og på tilskuerpladserne, slutter Jonas Porup.

Personlig sponsor for Jonas Porup er Vestforsyning. 

Køb billetter her

 

Del på facebook