'Respekten er stor'


13.04.2021 | Af Nanna Gantriis - Foto: Photo Overlund

Jonas Porup og holdkammeraterne startede slutspillet godt med en sejr. Søndag venter en ny spændende kamp mod formstærke Skanderborg Håndbold.

Med en sejr over Aalborg Håndbold åbnede Skanderborg Håndbold slutspilspuljen op for spænding allerede i første runde. TTHs næste modstander er netop de grønne fra Skanderborg, og spørger man Jonas Porup er respekten ikke blevet mindre for østjyderne den seneste tid:

- Skanderborg har gjort det godt i denne sæson. Vi skal spille en god kamp for at sikre de to point.

De gode takter skal fortsættes
TTH Holstebro indtager i skrivende stund førstepladsen i slutspilspuljen med tre point. Men skal dette vare ved kræver det, at mandskabet fortsætter de gode takter, de viste i første kamp mod Skjern Håndbold:

- Vi skal holde fokus på det, vi er gode til. Det handler om at etablere et stærkt forsvar med gode præstationer fra Frandsen og Frisk i målet, samt få gang i kontrafasen og spille koncentreret angrebsspil, vurderer Porup.

Kampen mellem TTH Holstebro og Skanderborg fløjtes i gang søndag klokken 18.00 og kan ses direkte på TV2 Sport. Vi sender live optakt på vores Facebook-profil fra klokken 17.30. Her får direktør John Mikkelsen besøg af trænere og spillere mens der varmes op til aftenens kamp.

Personlig sponsor for Jonas Porup er Seat Holstebro.

Del på facebook