Revanche mod Skjern skal vindes i forsvaret


21.02.2021 | Af Louise Boo

Når der på onsdag er lokalopgør i Gråkjær Arena mellem TTH Holstebro og Skjern, er fokus først og fremmest på forsvaret. Ifølge cheftræner Søren Hansen er det her kampen skal vindes, så TTH Holstebro kan få revanche fra sidste gang, de to hold mødtes.

- Vi kunne ikke holde trykket, men vi skal aldrig være så stort bagud til pausen til nogle hold. Og det gør bare ekstra ondt mod Skjern. Dem har man jo aldrig lyst til at være bagud til, siger Søren Hansen om efterårets kamp, som endte 37-31.

For at bringe balance i regnskabet er næste træk derfor klart. Søren Hansen har tænkt sig at vinde og taktikken er et stærkt forsvar.

- Vores forsvar skal stå helt anderledes, så revanchen ligger i, at vi får sat forsvaret med noget hårdhed og noget kompakthed, som vi ikke oplevede var til stede i sidste kamp, siger Søren Hansen.

For cheftræneren er det vigtigt at være tro mod eget koncept og fokusere på de situationer, der er gode for holdet at spille sig i. Og krydret med aggressivitet, attitude og energi på et meget højt niveau, ser Søren Hansen lyst på chancerne for at vinde på hjemmebane.  

TTH Holstebro vs. Skjern spilles i aften kl. 20.30. Kampen vises på TV2 Sport.

Personlig sponsor for Søren Hansen er ID Identity.

 

 

 

Del på facebook