"Ro og tro er nøglen til sejr"


03.12.2020 | Af Nanna Gantriis - Foto: Photo Overlund

Trods en flot sejr over Aalborg kræver Søren Hansen ydmyghed og respekt fra sine spillere forud for lørdagens kamp mod Mors-Thy Håndbold.

Cheftræner Søren Hansen var stolt af sit mandskab, der søndag slog mestrene fra Aalborg Håndbold. I en håndboldkamp, der havde både nerve, spænding og god håndbold helt til det sidste, trak TTH sig sejrrigt ud af opgøret mod de danske mestre. Sådan en sejr luner godt i det kolde vintervejr, men den skal ikke lune for godt, hvis man spørger Søren Hansen:

- Vi har brugt mandag og tirsdag på at nyde dét, vi leverede mod Aalborg. Det hårde arbejde vi hver dag ligger i træningen, var med til at skabe succes på banen søndag aften, og det var vi naturligvis glade for. Når det så er sagt, skal vi de kommende dage have fuld fokus på Mors-Thy, siger cheftræneren, der har stor respekt for naboerne mod nord:

- Vi har jo lige mødt Mors og ved hvad de står for. Derfor skal vi have den dybeste respekt for holdet og være klar til at modstå det pres, de kommer med.

Roen og troen på tingene
Til at stå imod modstanden på Bette Balkan har cheftræneren ét klart fokuspunkt:

- Vi kan sagtens komme i modvind mod Mors. Derfor skal have den samme mentale styrke, som vi havde, da vi var bagud med 4 mål i Fredericia og 2 mål mod Aalborg. Har vi ro og sikkerhed i vores koncept kombineret med troen på hinanden og troen på vores koncept, så kan vi være svære at slå, konkluderer Søren Hansen.

Personlig sponsor for Søren Hansen er ID Identity.

TTH Holstebro spiller mod Mors-Thy lørdag klokken 15.30 i Thy Hallerne, Thisted.

Del på facebook