Sara Kececi: Der skal optimeres i landsholdspausen


23.09.2019 | Af Nanna Gantriis Mortensen - Foto: Photo Overlund

Det var en ærgerlig, men realistisk, Sara Kececi der satte ord på nederlaget til Randers HK søndag eftermiddag

- Vi har enormt svært ved at score i 1. halvleg. Vi tilkæmper os egentlig nogle gode chancer, men det hele bliver glemt i dårlige afslutninger, og dermed kommer det til at se grimt ud på måltavlen, siger Kececi, der sammen med holdkammeraterne kunne gå til pause bagud 5-12.

I 2. halvleg begyndte måltavlen at vise et mere retvisende billede for kampen, mener målvogteren:

- Vi står egentlig fint defensivt igennem hele kampen, men i 2. halvleg er vi mere effektive foran målet, og det kan ses på tavlen.

Et comeback midt i 2. halvleg var dog ikke nok til at redde den dårlige TTH-start, og damerne måtte se sig slået af Randers HK med cifrene 23-17.

Mentale tømmermænd?

Til spørgsmålet om, hvorvidt der var træthed fra torsdagens pokal-triumf, svarer Kececi prompte:

- Nu kan jeg kun snakke for mig selv, men jeg tænker vi burde være kommet os over den kamp, og den oplevelse det var. Så jeg mener ikke, at vi kan bruge torsdagens kamp som undskyldning for vores præstation. 

- Nu venter to ugers landsholdspause, hvor vi får mulighed for at analysere på vores fejl. Det duer ikke, at vi bare putter denne kamp i glemmebogen, for så får vi ikke noget ud af det. Vi må lære af vores nederlag og så optimere alt hvad vi kan til næste kamp, afslutter Kececi.

Holstebro RejseCenter er personlig sponsor for Sara Kececi.

Del på facebook