Skarpheden svigtede i Skansen


07.05.2019 | Af Morten Toft - Foto: Alex Paulsen

Manglende skarphed i begge ender af banen blev fatalt for TTH Holstebro mod SønderjyskE i Skansen. Den fjerde gruppekamp i DM-slutspillet sluttede med et nederlag på 28-29 mod de lyseblå værter. 

Tirsdagens opgør mod SønderjyskE blev langt fra den ønskede kamp for TTH Holstebro. De 60 medrejste TTH-fans måtte se deres favorit-mandskab spille en kamp under vanlig standard, hvor niveauet i begge ender af banen ikke var skarpt nok. 

Westerholms udvalgte kom ellers fint fra start i Skansen med en hurtig 3-1 føring, men SønderjyskE-mandskabet lod sig ikke ryste, og hjemmeholdet fik hurtigt kæmpet sig tilbage i kampen. De to mandskaber fulgtes stort set ad i de første 30 minutter, hvor en tæt pausestilling på 14-15 var resultatet på scoringstavlen.

Den tætte stilling fortsatte i anden halvleg med kun få udsving af skiftende to-måls føringer. Værktøjskassen blev brugt flittigt på TTH-sidelinjen for at få skabt afstand til sønderjyderne med både 7 mod 6 og et 5-1 forsvar, men lige lidt hjalp det på at få kontrol over opgøret.

Efter 55 minutters spil blev det for alvor krampagtigt for TTH Holstebro, som måtte se sig bagud med 25-27 mod værterne. Føringen blev vendt kortvarigt, men igen blev den sat over styr efter manglende skarphed. 

Kay Smits blev manden, som skulle forsøge at sende en vital udligning i nettet i de døende sekunder, men desværre blev målvogter Kristan Pedersen den store i duellen. Redningen betød at SønderjyskE snuppede en 29-28 sejr over TTH Holstebro, og dermed blev det ikke en vellykket aften i Skansen, hvor præstationen var under vanlig standard. 

Vejen mod DM-semifinalen bliver nu vanskelig for TTH Holstebro, men døren står stadig på klem, da sejre i de sidste to kampe vil give en chance for stadig at nå semifinalen. Den næste kamp i slutspillet er mod Skjern Håndbold den 12. maj i Gråkjær Arena Holstebro. Du kan stadig få din billet til rivalopgøret. Køb den HER

 

SønderjyskE Håndbold # TTH Holstebro 29-28 (14-15)

Kampstatistik SønderjyskE Håndbold 
Redninger: Kristian Pedersen 16/40 (40%) Henrik Nordlander 0/1 (0%) 
Mål: Arnar Hálfdánsson 8, Rasmus Nielsen 6, Kasper Olsen 4, Mikkel Hansen 4, Frederik Ladefoged 2, Mikkel Møller 2, Rasmus Bertelsen 1, Frederik Børm 1.
Udvisninger: 2

Kampstatistik TTH Holstebro
Redninger: Simon Gade 4/16 (25%) Sebastian Frandsen 4/20 (20%) 
Mål: Kay Smits 8, Magnus Bramming 6, Kasper Kildelund 4, Jonas Porup 3,  Viktor Östlund 2, Lars Mousing 2, Vignir Svarvarsson 1, Niels Lindholt 1.
Udvisninger: 1

Del på facebook