Smal trup sætter kursen mod Slovenien


26.08.2021 | Af Nanna Gantriis - Foto: Ole Mortensen

Når Allan Damgaard og holdkammeraterne fredag spiller sæsonens første vigtige kamp – European League kampen på udebane mod RK Trimo Trebnje - er den store 19-mands trup reduceret til 13.

Det bliver uden forårets fire skadede spillere på holdkortet, når TTH Holstebro spiller vind-eller-forsvind kampe mod RK Trimo Trebnje fra Slovenien.

En af holdets mest rutinerede spillere, Allan Damgaard, glæder sig til sæsonstarten trods fraværet af de stærke holdkammerater:

- Vi ligger hårdt ud med fem kampe på kun 12 dage. Vi glæder os til at komme i gang med kampe, hvor der er noget på spil. Nu er det ikke træning; Nu gælder det point og videre avancement i både pokalturneringen og i European League. Godt nok er vi ikke fuld hold, men os der er her, vi er max klar. Vi vil gøre alt for, at vi får en god sæsonstart, siger TTH-playmakeren Allan Damgaard.

Fremgang på skadelisten
Fire langvarige skader har betydet, at cheftræner Søren Hansen ikke har haft alle sine spillere til rådighed i denne sæsonopstart. Her følger en update på de skadede spillere:

Johan Meklenborg: Har arbejdet målrettet på at komme stærkt tilbage efter sin korsbåndsoperation i januar måned. Klubben håber at se Johan tilbage på banen omkring starten af november.

Christoffer Cichosz: Er på vej tilbage efter den knæskade, han pådrog sig i forårets slutspil. Cichosz er formentlig den spiller, der er tættest på et comeback, og Søren Hansen forventer at kunne gøre brug af sin anfører sidst i september måned.

Nikolaj Enderleit: Genoptræningen forløber som planlagt, efter højre backen blev opereret i hoften tilbage i marts måned. Enderleit håber at være tilbage på banen sidst i efteråret.

Christian Jensen: Højre fløjen træner stadig individuelt, men kan mere og mere. Går alt som planlagt forventes Christian tilbage på banen i november måned.

Udover de ovennævnte spillere er unge Tobias Bay også ude af kampen fredag, da han har pådraget sig en fodskade. Anders Flæng er ligeledes ikke med på turen til Slovenien, da både Jeppe Hauskov og Rasmus Kier er kampklar og godt spillende på højre fløj.

Personlig sponsor for Allan Damgaard er entreprenørfirmaet Jens Jensen, Holstebro.

Del på facebook