Smerteligt nederlag i slutspillet


24.04.2019 | Af Morten Toft - Foto: Alex Paulsen

Skuffelsen blev ikke holdt tilbage i TTH-lejren efter nederlaget i Gråkjær Arena på 30-32 mod SønderjyskE Håndbold.

TTH Holstebro har fået en vanskelig start på DM-slutspillet med nederlag i de første to runder. Status er nu, at der formentlig skal gøres rent bord i de resterende fire kampe, hvis en plads i DM-semifinalen skal opnås.   

Vi har spillet os i position, hvor vi højst sandsynligt skal vinde de sidste fire kampe for at booke en plads i semifinalen. Det er ikke drømmescenariet at skulle slå Aalborg to gange, og specielt ikke i Aalborg. Vejen til semifinalen bliver meget svær, men intet er umuligt, og vi må jagte chancen så godt som vi kan, siger cheftræner Patrick Westerholm ovenpå aftenens skuffelse.

Aftenens kamp mod SønderjyskE lignende ellers længe en kamp, hvor TTH Holstebro skulle hente de første point i slutspillet. En 15-12 føring blev sikret til pausen, hvor især Sebastian Frandsen trådte i karakter i TTH-målet med 11 redninger. 

Men efter pausen blev det op ad bakke for TTH Holstebro, der efter 42 minutter måtte se sønderjyderne få kontakt til stillingen 21-21. Herfra blev det en rutsjebanetur med skiftende føringer, indtil afgørelsen skulle falde. Desværre var SønderjyskE det mest kyniske mandskab i slutfasen, hvor en 32-30 sejr blev hevet i land af gæsterne. 

Patrick Westerholm kunne sætte en tydelig finger på, hvor det gik galt mod sønderjyderne.  

- Kvaliteten i vores defensive arbejde er langt fra godt nok. Vi lukker 32 mål ind, og det er selvom vi har en målmand, som fuldstændig holder dem fra fadet i første halvleg. Det er klart i den ende vi taber kampen, siger Patrick Westerholm, som savnede slutspil-niveau hos sit mandskab: 

- Når man står i et DM-slutspil, så skal man levere kvalitet fra øverste hylde. Det formår vi ikke, og vi fejler som hold, slutter en skuffet cheftræner. 

Den næste kamp for TTH Holstebro i DM-slutspillet er den 30. april. Her møder man Aalborg Håndbold i Gråkjær Arena. Book din plads til den vigtige kamp HER.  

 

TTH Holstebro # SønderjyskE Håndbold 30-32 (15-12)

Kampstatistik TTH Holstebro:
Redninger: Simon Gade 2/13 (15%) Sebastian Frandsen 11/32 (34%) 
Mål: Magnus Bramming 11, Kay Smits 6, Jonas Porup 4, Lars Mousing 3, Jac Karlsson 2, Viktor Östlund 2, Kasper Kildelund 2.
Udvisninger: 4

Kampstatistik SønderjyskE Håndbold: 
Redninger: Kristian Pedersen 10/39 (25%) Henrik Nordlander 0/1 (0%) 
Mål: Oliver Eggert 5, Mikkel Møller 5, Kasper Olsen 5, Frederik Ladefoged 5, Rasmus Nielsen 5, Frederik Børm 2, Arnar Hálfdánsson 2, Alexander Hansen 2, Martin Pedersen 1.
Udvisninger: 3

Tilskuertal: 1.647

Del på facebook