Søren Hansen: Det var en krig


29.08.2020 | Af Nanna Gantriis - Foto: Photo Overlund

Søren Hansen var tilfreds med det videre avancement i Santander Cup’en, selvom det ikke altid var lige kønt.

Der blev delt både håndmadder og øretæver ud, da TTH Holstebro fredag aften kvalificerede sig til kvartfinalen i Santander Cup efter en 30-26-sejr over naboerne fra Lemvig-Thyborøn.

- Det var krig og hård fight fra begge hold. Måske også mere end det var kønt og poleret, sagde cheftræner Søren Hansen efter sejren.

'Det var en arbejdersejr'
Inden da havde hans mandskab været igennem en intens og lige kamp mod naboerne, de kender så godt:

- Jeg vil kvalificere det som en arbejdersejr. Det er svært at spille i Lemvig og mod et hold, der kender os så godt. Jeg ville gerne have gået lidt bedre til pause, end det var tilfældet, men jeg er glad for måden, vi kom ud til 2. halvleg, hvor jeg synes vi var i god kontrol. Så jeg er glad for sejren, afsluttede Hansen.

Allerede på tirsdag venter næste kamp for TTH-mandskabet, når de indleder Herreligaen ude mod Ribe-Esbjerg. Kampen spilles klokken 20.00 og kan følges på vores sociale medier, samt på TV2 Sport.

Personlig sponsor for Søren Hansen er ID Identity.

Del på facebook