Søren Hansen: Skarpheden manglede


22.08.2020 | Af Nanna Gantriis - Foto: Ole Mortensen

TTH Holstebro måtte indkassere et nederlag mod Skjern Håndbold i den sidste træningskamp inden sæsonstart.

- Det er altid forfærdeligt at tabe til Skjern.

Så kort kan klubmanden og cheftræner Søren Hansen sige det - dog med et smil på læben - efter gårsdagens 26-32 nederlag til de grønne. TTH kom ellers flyvende fra start med en føring på 6-2 efter det første kvarter. Men så trådte Skjern mere ind i kampen:

- Jeg er tilfreds med starten som viser, at drengene er dér hvor de skal være. Men vi skulle være skarpere på vores afslutninger, så vi kunne komme godt ind til sæsonens første vigtige kamp, siger Søren Hansen og henviser til 1/8-finalen i Santander Cup’en, der spilles næste fredag mod Lemvig-Thyborøn Håndbold:

- Vi har nogle fine momenter som vi kan tage med fra denne kamp. Men vi skal samtidig være klar, når det gælder på fredag. Hvis vi sjusker og brænder store oplagte chancer, så kommer vi i problemer i Lemvig. Og dét skal vi ikke nyde noget af, afslutter cheftræneren.

Naboerne venter i 1/8-finale 
TTH Holstebro spiller 1/8-finale i Santander Cup’en på udebane mod Lemvig-Thyborøn Håndbold på fredag den 28/8 klokken 19.00. Grundet Covid-19 er der ingen adgang for udebanepublikum.

Personlig sponsor for Søren Hansen er ID Identity.

Del på facebook