Søren Hansen tilbage i TTH: Tid, tillid og arbejderudtryk


17.07.2020 | Af Nanna Gantriis Mortensen - Foto: Louise Boo

Søren Hansen indtog torsdag cheftrænersædet i TTH Holstebro, og han glæder sig til at komme igang.

Søren Reinholdt Hansen var ét stort smil, da han torsdag mødte ind til første arbejdsdag som cheftræner i TTH Holstebro:

- Jeg har været spændt på de kommende dages træning, for man ved jo aldrig, hvor folk står efter en længere håndboldpause. Men jeg er positiv efter første dag, og jeg glæder mig til at komme i gang, siger Hansen, der i perioden 2017-2020 stod i spidsen for Mors-Thys håndboldherrer, inden TTH hentede klubmanden hjem som cheftræner.

Netop opholdet på Mors har udviklet Søren Hansen og gjort ham mere rustet til sin nye rolle i Holstebro:

- Jeg havde tre gode år i Mors-Thy, hvor jeg så, hvordan hårdt arbejde kommer før succes. Den mentalitet vil jeg gerne tage med videre til Holstebro: Jeg vil se et arbejderudtryk, hvor vi viser vilje og kaster os efter boldene. Dét tror jeg er med til at vinde håndboldkampe.

Gode ting tager tid
Først handler det dog om at få skabt et solidt kollektiv og få inkorporeret nye og gamle spillere til ét, stærkt TTH-hold.

- Den kommende tid skal vi bruge på at finde et fælles sprog på holdet. Det tager tid at bygge relationer og lære at spille håndbold sammen som et hold, siger Søren Hansen og understreger:

- Et velfungerende tophold skabes ikke bare over natten. Sådanne ting tager tid, så lige nu er det vigtigt, at vi holder os skadesfri og bruger kræfter på at bygge et spændende hold op i TTH Holstebro.

Personlig sponsor for Søren Reinholdt Hansen er ID Identity

Del på facebook