Søren starter på puslespillet


23.07.2021 | Af Nanna Gantriis

For Søren Hansen er opstartsperioden altid spændende. Det er nemlig i disse uger at rammen til det store puslespil skal samles, og der dannes et overblik over det potentiale, cheftræneren sidder med i den kommende sæson.

Det velkendte smil hos Søren Hansen er ikke forsvundet efter den første uges træning med TTH-truppen anno 2021/22. Tværtimod:

- Det er altid dejligt at komme i gang igen. Mærke forventningens glæde og danne et overblik over det spillermateriale vi har til rådighed denne sæson, siger cheftræneren, der sammen med sin fysiske stab har testet Markussen & co. på løbebanen, i styrkerummet og ikke mindst på håndboldbanen:

- Drengene ser fit ud, og vigtigst af alt virker det som en gruppe, der er interesseret i at skabe et stærkt fællesskab og nå nye mål sammen. Lige nu lægger vi rammen omkring det store puslespil, der hedder ”Sæsonen 2021/22”, og vi undersøger hvor Bramming-brikken, Markussen-brikken osv. passer henne i vores puslespil. Det er en spændende tid, siger Søren Hansen begejstret.

Du kan se om Søren Hansens puslespil går op, når holdet spiller jubilæumskamp mod SG Flensburg-Handewitt onsdag den 18. august. Køb dine billetter her.

Personlig sponsor for Søren Hansen er ID Identity.

Del på facebook