Solid defensiv gav to point til TTH Holstebro


14.11.2018 | Af Morten Toft - Foto: Alex Paulsen

En gennemført defensiv indsats blev udslagsgivende for TTH Holstebro, som onsdag aften kunne tage begge point med fra opgøret mod KIF Kolding. Foran 2.282 tilskuere i Gråkjær Arena kunne TTH-herrerne juble over en 25-22 sejr.  

- Jeg er meget tilfreds med de to point, og overordnet set leverer vi en fin kamp, hvor vi dækker godt op og får en god kontrafase i gang, fortæller cheftræner Patrick Westerholm, der dog ikke kun er lykkelig over spillet mod KIF Kolding:

- Der er stadig plads til mange forbedringer i vores spil, i forhold til det jeg ved at vi kan præstere. Vi er ikke kyniske nok i flere faser af kampen, og så mangler vores angrebsspil stadig fart og tempo. Man skal altid være tilfreds med to point, men vi har stadig meget arbejde foran os på flere områder.

Kontrafasen for TTH Holstebro var i starten af kampen særdeles effektiv, og netop dette var især med til at de sort-hvide kunne se sig foran med 14-12 til pausen mod KIF Kolding.

I anden halvlegs indledning blev forspringet forøget til 5 mål, ved stillingen 20-15 efter 40 minutters spil. 5-måls føringen blev måske en mindre sovepude for TTH Holstebro, som i de følgende 15 minutter havde flere afbrændere, hvilket betød blot 3 scoringer. Det begrænsende antal scoringer betød at kampen igen blev tæt og efter 55 minutter var føringen blot nede på et 2-måls forspring til hjemmeholdet til stillingen 23-21.

KIF Kolding formåede dog aldrig at komme tættere på en udligning, og TTH Holstebro vinder en vigtig sejr på 25-22.

Lars Mousing var en af de store profiler for TTH Holstebro i sejren og blev kampens spiller med 5 scoringer.

- Alt i alt, kan vi være tilfredse med vores præstation og jeg synes vi lykkedes defensivt, hvor vi hjælper hinanden langt bedre end hvad vi har gjort på det seneste. Og så kan man kun være glad for to point mod et hold, som har drillet flere stærke modstandere i denne sæson, siger Lars Mousing.

TTH Holstebro skal allerede i aktion på søndag igen når EHF Cuppens 3. kvalifikationsrunde venter. Her er modstanderen franske PAUC, og det første opgør spilles i Frankrig.

Returopgøret mod PAUC spilles den 24. november i Gråkjær Arena. Køb din billet til knockout kampen HER

 

TTH Holstebro # KIF Kolding 25-22 (14-12)

Kampstatistik TTH Holstebro
Redninger: Simon Gade 5/17 (29%) Sebastian Frandsen 3/12 (25%)
Mål: Magnus Bramming 5, Lars Mousing 5, Kasper Kildelund 4, Jac Karlsson 2, Viktor Östlund 2, Kay Smits 2, Jonas Porup 2, Peter Balling 2, Vignir Svarvarsson 1.
Udvisninger: 3

Kampstatistik KIF Kolding
Redninger: Anders Petersen 2/11 (18%) Rickard Frisk 10/26 (38%)
Mål: Andreas Flodman 4, Andreas Væver 4, Kasper Andersen 4, Alexander Morsten 3, jens Peschardt 2, Cyril Viudes 2,  Mattias Thynell 2, Olafur Gustafsson 1.
Udvisninger: 1

Tilskuertal: 2.282

Del på facebook