Solidarisk lønnedgang i TTH Holstebro


10.06.2020 | Af Louise Boo

Alle medarbejdere i TTH Holstebro er i den kommende sæson fælles om solidarisk lønnedgang på 5% og nye initiativer, der giver klubben en samlet besparelse på 1,2 mio. kr. 

Det nye tiltag handler om kollektiv lønnedgang, øget inddragelse af spillerne i salgsarbejdet, nye måder at sælge på samt besparelser på en række områder.

Det samlede beløb skal sikre klubben et stærkere udgangspunkt, så TTH Holstebro kan modstå Corona krisens økonomiske udfordringer. Den ekstra støtte fra de ansatte skaber mulighed for at fastholde alle arbejdspladser og styrker det økonomiske fundament i det nye TTH Holstebro.

TTH-direktør John Mikkelsen er stolt over opbakningen og ser optimistisk på fremtiden.

- Da flere af vores trofaste samarbejdspartnere er økonomisk hårdt ramt af Corona krisen, forbereder vi os med dette initiativ på en nedgang i indtægter. Derfor er jeg stolt over, at en samlet medarbejdergruppe både er klar til en kollektiv lønnedgang og en ekstra indsats for at støtte klubben. Det betyder meget for os som klub og fortæller alt om medarbejdernes hjerte for klubbens eksistens og udvikling, siger John Mikkelsen.

For nyligt forlængede Magnus Bramming med en rekord lang 5-årig kontrakt. På lige fod med alle andre medarbejdere i TTH er også den omfattet af lønnedgangen i den kommende sæson.

- Det er et stærkt signal, at en markant profil tror på klubben trods lønnedgang. Det giver ekstra tro på vores set-up, siger John Mikkelsen.

Christoffer Cichosz: Vi står sammen om et stærkt TTH Holstebro

Den 32-årige stregspiller har haft et godt første år i TTH. Nu er Christoffer Cichosz og kollegerne klar til at give en ekstra hånd.

- Lige nu er det kun naturligt, at spillertruppen rykker tættere sammen. Som professionel idrætsmand er det ikke normalt at gå ned i løn. Men vi ser jo mange af vores sponsorer, som afskediger medarbejdere, mens andre går ned i løn. Derfor er det oplagt for os at være med til at sikre klubben sportsligt og økonomisk, siger Christoffer Cichosz.

Del på facebook