Sortberg+Hansen indgår ny 4-årig sponsoraftale med TTH


29.08.2019 | Af Morten Toft - Foto: TTH Holstebro

Beklædnings -og tryk-firmaet, Sortberg+Hansen, har indgået en ny 4-årig sponsoraftale med TTH Holstebro. Aftalen gør dem til Guldpartner i klubben. 

I en lang årrække har Sortberg+Hansen været eksklusiv tryk-leverandør til TTH Holstebro, og de er med til at designe layoutet på alt spillertøj til både klubbens damer og herrer.

Det lokale profilfirma fra Måbjerg, har igennem årene været en aktiv partner i klubben, og i 2019/20 sæsonen vil de bl.a. være en del af TTH-business netværket samt personlig sponsor for målvogterne, Ditte Vind og Sebastian Frandsen.

Kenneth Sortberg, direktør for Sortberg+Hansen, ser frem til at fortsætte et mangeårigt samarbejde med TTH Holstebro, der nu spænder over yderligere fire år:

- Vi har en tro på TTH Holstebro og den retning klubben bevæger sig i. Det er tydeligt, at klubben bevæger sig i en opadgående kurve, hvor der er kommet mere ro på, og der er en større kontinuitet i tingene. Man kan mærke, at TTH ønsker at arbejde med langsigtede mål, og klubbens nuværende setup gør at man er mere motiveret til at lave en længerevarende sponsorkontrakt. En 4-årig kontrakt giver samtidig en større ro for os og TTH Holstebro, siger Kenneth Sortberg.

Hos Sortberg+Hansen ønsker de samarbejdet med klubben, både pga. et stort klubhjerte, opbakning til regionens sportslige fyrtårn samt til at skabe netværksrelationer.

- Til netværksarrangementer eller kundemøder bruger vi tit TTH Holstebro som en reference. Mange af vores kunder kender til klubben, og de spidser ører, når vi siger at alt tøj hos TTH er trykket hos os. Det skaber en tillid hos vores kunder, at de ved vi har kompetencerne til at håndtere sådan en opgave, siger Kenneth Sortberg og afslutter:

- Hos Sortberg+Hansen er vi mange som elsker sport og især håndbolden fylder meget. Vi er tit repræsenteret til TTH’s kampe og arrangementer, og derfor fungerer samarbejdet ekstra godt, fordi interessen er der. 

TTH-direktør: Sortberg+Hansen udviser et stort engagement i klubben

- Sortberg+Hansen er på alle måder en vigtig og betydningsfuld samarbejdspartner for TTH Holstebro. De har igennem årene vist et kæmpe engagement i klubben, med nye tiltag og nytænkning på, hvordan vi kan udvikle samarbejdet. I en så stor klub som vores, er det vigtig at vi på trykdelen af spilletøj m.m., har en partner, som kender os godt og kender vores behov. Med TTH Business samarbejdet har vi udvidet partnerskabet, og det vil vores øvrige sponsorer kunne få udbytte af, via de gode TTH Fordele som Sortberg+Hansen tilbyder. Vi ser frem til at fortsætte et vellykket samarbejde de næste fire år, siger TTH-direktør John Mikkelsen. 

Fakta: Sortberg+Hansen

Sortberg+Hansen tilbyder profilbeklædning, arbejdstøj, reklameartikler og firmagaver til virksomheder, der ønsker at markere en stærk profil. Firmaet ejes og drives af brødrene Kenneth og Lennart Sortberg, som sammenlagt har over 25 års erfaring i branchen.

Virksomheden har hovedsæde i Måbjerg, hvor virksomheden beskæftiger 12 medarbejdere. Læs mere om virksomheden HER

Del på facebook