Stærke Flensburg vandt i TTH´s sæsonpremiere


04.08.2019 | Af John Mikkelsen - Foto: Louise Boo Jespersen

TTH Holstebros ligaherrer havde i dag sæsonstart på deres træningskampe. I Struer Energi Park vandt SG Flensburg-Handewitt med 29-22.

Foran et næsten udsolgt Struer Energi Park, vandt Lasse Svan og co. i dag en velfortjent sejr over TTH Holstebro.

Kampen startede i et højt tempo med mange gode aktioner fra begge hold. Det tyske mesterhold viste fra kampens begyndelse at de igen i år bliver en af favoritterne til guld i bundesligaen, og skabte i løbet af de første 30 min. en føring på 17-14 ved pausetid. Første halvleg bød også på gode takter fra TTH-spillerne, og specielt nye Nikolaj Enderleit og Magnus Bramming viste flere gange deres flotte niveau. Fra starten af 2. halvleg havde TTH-mandskabet svært ved at finde vej til målet, og derfor udbyggede Flensburg-holdet deres føring til 5-6 mål. Denne føring forsvarede det tyske mesterhold gennem hele 2. halvleg, og vandt en sikker sejr på 29-22.

TTH-træner Patrick Westerholm forsøgte gennem hele kampen forskellige opstillinger med de nye spillere. Kampen viste at TTH-mandskabet bliver spændende at følge i den kommende sæson.

 

TTH Holstebro – SG Flensburg-Handewitt i tal:

Målscorere TTH: Magnus Bramming 6, Johan Meklenborg 5, Nikolaj Enderleit 3, Jonas Porup 3, Christoffer Cichosz 2, Peter Balling 2 og Allan Damgaard 1.

Målscorere SG Flensburg-Handewitt: Hampus Wanne 4, Simon Jeppsson 4, Magnus Jøndal 4, Marius Steinhauser 3, Jim Gottfridsson 3, Magnus Rød 3, Gøren Johannessen 2, Lasse Svan 2, Johannes Golla 2, Simon Hald 1 og Benjamin Buric 1.

Tilskuertal: 754

Del på facebook