Stolthed og spilleglæde med til Gudme


14.06.2021 | Af Nanna Gantriis - Foto: Ole Mortensen

Onsdag drager Søren Hansen og TTH-mandskabet til Gudme og sæsonens sidste kamp. Den endegyldige bronzekamp skal spilles med glæde, vildskab og stolthed fra Holstebro-mandskabet.

Kim Larsen sang engang så fint: ”Den allersidste dans før vi går hjem”.

En allersidste dans bliver det også til for TTH Holstebro, når de på onsdag spiller den tredje og afgørende bronzekamp mod GOG på udebane. For Søren Hansen gælder det om, at få det maksimale ud af sæsonens sidste kamp:

- Det er sidste kamp med dette hold, inden vi skal sige farvel til en række spillere. Vi har haft en vild sæson med store oplevelser, men også oplevelser der har krævet, at vi stod sammen som et hold. Det har gjort os til en stærk enhed, og derfor har vi et ønske om at slutte godt af - både på det sportslige plan, men også som en flok gutter, der har opnået et fælles mål sammen, siger cheftræneren.

Mulighed for ’altid at mindes denne aften’
Stoltheden og fællesskabet hos TTH-flokken kom allerede til syne i sidste uges bronzekamp på hjemmebane i Gråkjær Arena. Her scorede holdet hele 39 mål mod favoritterne fra GOG og spillede noget af det bedste angrebsspil, de længe har gjort:

- Vi vidste, at det kunne blive vores sidste kamp, så den skulle have alt hvad rammer og tøjler kunne holde. Det var en fed kamp at spille, og spilleglæden, fællesskabet og stoltheden vi havde sidste mandag hjemme i Gråkjær Arena vil vi forsøge at tage med til Gudme på onsdag.

Kim Larsen fik et kys i ”Den allersidste dans”. TTH får ikke kys, men har i stedet chancen for at få bronzemedaljer med hjem til Holstebro. Skal drømmen om metal gå i opfyldelse kræver dette dog en sejr over grundspilsvinderne fra GOG onsdag aften. Og hvem ved, måske vil TTH-spillerne så ”altid mindes denne aften”, hvis bronzemedaljen kommer i hus.

Du kan se kampen direkte på TV2 Sport onsdag klokken 18.30

Personlig sponsor for Søren Hansen er ID Identity.

Del på facebook