Storebror og Lillebror tørner sammen


12.03.2021 | Af Louise Boo

Når TTH møder Lemvig-Thyborøn på udebane onsdag, er det et opgør, hvor den store møder den lille. På papiret en kamp, som skal vindes, men ifølge assistenttræner Claus Uhrenholt kan alt ske i lokalopgørene.

Det er to hold, som kender hinanden rigtig godt. TTH Holstebro og Lemvig-Thyborøn er både naboer, træningspartnere og flere spillere i begge lejre har spillet i begge klubber.

Det er også to hold, som har meget at spille for. TTH kan med BSHs fratagelse af seks point nå op på en andenplads inden slutspillet, og Lemvig-Thyborøn kæmper med alt hvad de har for at undgå nedrykning.

For nylig tog de point mod Skanderborg, som vidner om godt spil og god form.

- Respekt for et godt kollektiv, de har virkelig løftet deres spil og er i god form, som vi da alt sammen også mærker til træningen, siger assistenttræner, Claus Uhrenholt.

Selvom Lemvig-Thyborøn ligger langt under TTH Holstebro i tabellen, bliver opgøret alt andet end nem og fyldt med rivalisering.

- Der kommer noget helt specielt i spil i de her lokalopgør. Mod Lemvig-Thyborøn er det storebror mod lillebror, men jeg ved, at man som underdogs gerne vil vise sig frem og går efter overraskelsen, godt hjulet på vej af, at man bare kan gå ud og spille mere frit, siger Claus Uhrenholt.

Han tror dog samtidig, at TTH Holstebro trods alt vinder onsdagens match.

- Vi har en bredere trup på topniveau og en rutine, hvor spillerne bare har prøvet rigtig mange ligakampe.

TTH Holstebro møder Lemvig-Thyborøn d. 17.3 kl. 19:30.

Personlig sponsor for Claus Uhrenholt er JJD.

Del på facebook