"Tabellen lyver"


18.11.2020 | Af Nanna Gantriis - Foto: Photo Overlund

Torsdag aften er det igen tid til ligahåndbold i Gråkjær Arena, når Ribe-Esbjerg kommer på besøg. Og spørger man Mathias Porsholdt, skal man ikke undervurdere ligaens nummer 12.

”Tabellen lyver aldrig”

Citatet er kendt i sportens verden og hyppigt brugt til at forklare både skuffelser og gode præstationer. Men spørger man TTHs Mathias Porsholdt, er torsdagens modstander Ribe-Esbjerg undtagelsen for reglen:

- Jeg synes faktisk, at Ribe-Esbjerg er meget bedre end den 12. plads, de har på nuværende tidspunkt, set ud fra de spillere de har til rådighed på hver position, siger stregspilleren.

’De spillede Skjern ud af banen’
Ribe-Esbjerg har i denne sæson hentet tre sejre og én uafgjort. Det interessante er dog, at to af sejrene er kommet i de seneste to kampe mod henholdsvis Århus Håndbold og Skjern Håndbold. Og netop afklapsningen af lokalrivalerne giver respekt hos Mathias Porsholdt:

- Jeg synes slet ikke man skal undervurdere dem, når man kigger på, hvor de ligger i tabellen. Ser man tilbage på deres seneste kamp, så spillede de et stærkt Skjern-mandskab ud af banen.

TTH Holstebro tager imod Ribe-Esbjerg torsdag aften klokken 19.00 i Gråkjær Arena.

Personlig sponsor for Mathias Porsholdt er Vognmand Skræddergaard.

Del på facebook