Talentarbejde og fremtidens TTH-DNA


04.01.2021 | Af Louise Boo, foto: Ole Mortensen

De er gode, de er mange, og de har mulighed for at udvikle sig i TTH Holstebro fra ungdomsrækkerne til 2. division og helt op på liganiveau. Talentansvarlig, Anders Høj, føler sig meget privilegeret, når han kigger på arbejdet med de unge spillere i klubben.

Med en tilgang fra Holstebro, Struer, Herning og Skive ser Anders Høj en klub, der har en stor tiltrækningskraft. Gennem en klar investering og et målrettet fokus, er det lykkedes at få unge til at vælge TTH.

- Det er blevet interessant at spille i TTH Holstebro, og det giver et løft. Vi har en U17 afdeling på 15 mand og en kæmpe U19 afdeling på 27 spillere, som kommer og træner 3-4 gange i ugen. Vi er meget privilegerede på det punkt, og det skaber lys og forhåbninger på sigt, siger Anders Høj.

Det gode træningsmiljø er ifølge Anders Høj med til at fastholde de unge spillere, og han fremhæver især træning på tværs mellem årgange. Derudover bidrager morgentræningen, som en del af Talentakademi-tilbuddet, til gode relationer på tværs.

- Vi har rykket os på vores morgentræning, som er et godt tilbud til de unge. Fysioterapeut, Thomas Graagaard, og jeg er med i både morgen- og aftenmiljøet. Og det, at vi går igen, giver gode, sunde relationer, og drengene er generelt mega motiverede for at komme og give den gas, siger Anders Høj.

Træning og spillemuligheder følges ad

Udover det gode trænings-setup, er en vigtig brik i talentarbejdet at tilbyde spilleminutter på banen. Det bliver særligt tydeligt med 2. divisionsholdet.

- 2. divisionsholdet er stedet, når de unge spillere er færdige med deres ungdomsår. Det er her Emil Jensen og Tobias Bay spiller til daglig. Mange U19’ere går igen og får gode seniorminutter på 2. divisionsholdet som U19 spillere og efterfølgende som seniorspillere, siger Anders Høj og uddyber vigtigheden af 2. division som led i at fastholde de unge.  

De naturlige udviklingstrin i TTH Holstebro og arbejdet med at udvikle talenter er noget, Anders Høj og trænerteamet er stolte af.

- Det er den historie, vi gerne vil sælge. – At vi er lykkedes med at få folk igennem systemet. Siden Søren Hansen er kommet til, er det også lettere at få aktiveret unge i og omkring ligatræningen. De har været med og har fået nogle oplevelser den vej igennem, siger Anders Høj.

Motivation og fremtidens TTH-spillere

Netop muligheden for at spille med på det højeste plan udgør en drivkraft blandt mange af de unge spillere. Emil Jensen er et godt eksempel på en seniorspiller, som i år spiller med på fuld tid blandt ligaspillerne.

- Siden der er åbnet op for, at de unge drenge er med, så er interessen også blevet større for ligaholdet i vores miljø. Vi er ikke så langt derfra – det naturlige led. Mine U17 drenge beretter om Emil Jensen, og at det var ham, der spillede U19 sidste år, og nu bliver han hevet ind i den der TV-kamp. Det skaber noget, siger Anders Høj.

I det hele taget er Emil Jensen et skoleeksempel på den positive TTH-historie, hvor han som del af klubmiljøet udvikler sig fra en håndbolddreng til en ægte håndboldspiller – både teknisk og mentalt, men også på den fysiske del, som er altafgørende for at kunne følge trop på liganiveau.

- Fysisk har Emil rykket sig helt vildt. Og det er noget, der er rigtigt vigtigt i overgangen fra ungdom til senior. At de får mulighed for at få bygget på rent fysisk. Emil har taget 8 kg. på og kan springe højere siden august, siger Anders Høj.

Han håber, at den gode håndboldopvækst i klubben kan give afkast på den lange bane. Ikke kun for Emil Jensen, men for den store gruppe af unge talender i klubben.

- På sigt kan vi forhåbentlig få gjort dem klar til at lave en Johan Meklenborg. De kan komme ud et sted og spille 1. division. Og så kan det være, at de kommer tilbage om nogle år – ligesom Johan Meklenborg gjorde i sin tid.

Personlig sponsor for Anders Høj er Færch Fonden.

 

 

 

Del på facebook