Talentarbejdet styrkes i TTH Holstebro


06.07.2021 | Af Nanna Gantriis - Foto: Louise Boo

Når den nye håndboldsæson starter om få uger, kan TTH Holstebros unge talenter se frem til et endnu stærkere set-up.

TTH Holstebro opprioriterer talentudviklingen og igangsætter nye tiltag, som skal styrke medlemstallet, talenternes udvikling og overgangen fra ungdom til senior/elite.

- Hos TTH Holstebro er klubbens talentarbejde et af de fire nøgleområder i strategiplanen PLAN 2025. Derfor har klubben valgt at investere i flere talenttiltag, som skal være med til at styrke og udvikle talentmiljøet endnu mere. Der er så mange spændende unge håndboldspillere, som vi glæder os til at følge de kommende år, og som vi gerne vil give gode udviklingsforhold, siger TTH-direktør John Mikkelsen.

Talentansvarlig forlænger aftale og får ekstra timer
Første tiltag for klubben var at forlænge samarbejdet med klubbens nuværende talentansvarlig Anders Høj, som udover talentopgaverne også er U19-træner. Den nye aftale løber to år og er gældende indtil juni 2023.

- Først og fremmest er jeg glad for at kunne forlænge min aftale, og jeg glæder mig til at arbejde videre med den kultur og det miljø, vi har skabt i TTH Ungdom og på Talentakademiet - nu i et endnu stærkere set-up. Vi har en god gruppe af unge talenter fra U17 til U23, og med den forlængede og forstærkede aftale, kan vi skabe en struktureret hverdag for de unge med kendte ansigter til både morgen- og aftentræninger, siger Anders Høj.

Som en del af klubbens opprioritering af talentmiljøet har klubben ønsket at styrke organisationen rundt om talenterne.

Ny talentkoordinator klar til mere talentarbejde
I den kommende sæson får Anders Høj en makker i talentarbejdet. Klubben har oprettet en ny talentstilling og ansat Henrik Bitsch som ny talentkoordinator. Henrik Bitsch er en velkendt person i klubben, da han i en årrække har været ungdomstræner og en del af ungdomsarbejdet. Nu får han konkrete talentopgaver og kommer til at arbejde tæt sammen med Anders Høj i udviklingen af talentmiljøet og organiseringen af denne.

- Jeg synes det er enormt inspirerende at arbejde med talenter og se, hvor passionerede de er omkring deres håndbold. Det er spændende at følge deres udvikling og sammen se, hvor langt vi kan drive deres talent. I samarbejde med Anders glæder jeg mig til at udvikle miljøet omkring TTHs talenter, så vi kan skabe et trygt og udviklende miljø, siger Henrik Bitsch.

Sammen med Anders Høj og Henrik Bitsch igangsætter klubben flere talenttiltag til den kommende sæson. Disse tiltag præsenteres ved sæsonens opstart.

Talentpartnere bakker op om talentarbejdet
Ny talentpartner i klubben er Færchfonden, der nu følger Vald. Birn og Holstebro Kommune som talentpartnere. TTH Holstebro takker de tre partnere for flot opbakning til talentarbejdet. 

Personlig sponsor for Anders Høj og Henrik Bitsch er Færchfonden.

Del på facebook