Talentkoordinator fortsætter i TTH Ungdom


05.07.2022 | Af Nanna Gantriis - Foto: Louise Boo

Henrik Bitsch fortsætter som talentkoordinator i TTH Ungdom i yderligere ét år. Her skal han fortsætte det gode arbejde med at skabe optimale rammer for vores ungdoms- og talentafdeling. 

Han er på en måde limen, der holder godt sammen på tingene. Og nu ved vi, at limen også sidder som den skal til den kommende sæson, da Henrik Bitsch har valgt at fortsætte som talentkoordinator indtil sommeren 2023.

- Jeg synes det er super spændende at arbejde med talenterne og se, hvordan de vokser både som håndboldspillere, men også som mennesker. Vi skaber spillere, som kommer ud og får kontrakter i ligaen og 1. division; det er spændende at være med på denne form for udviklingsrejse sammen med de unge mennesker, siger Henrik Bitsch, der i mange år har været en del af trænermiljøet i diverse ungdomsrækker. I den kommende sæson vil hans fokus dog udelukkende være på elementerne ”rundt om håndboldbanen”, som han definerer det:

- Min vigtigste opgave bliver at skabe et godt miljø for de unge mennesker: Sørge for at faciliteterne er gode, at det sociale fungerer godt blandt spillerne, at alle elementerne rundt om håndbolden er optimale, så vi har en flok dygtige spillere, der har det godt sammen i TTH Ungdom.

Et stærkt hold skaber flotte resultater i TTH Ungdom

Direktør John Mikkelsen er glad for, at Henrik Bitsch fortsætter sin gang i Gråkjær Arena.

- Talentafdelingen fortsætter i gode hænder med Henrik, Anders Høj og resten af vores trænerteam på ungdomssiden. De har udført et flot stykke arbejde den seneste sæson, hvor vi både har set flotte sportslige resultater og et godt socialt fællesskab, siger direktøren og fortsætter:

- Desuden har vi set en flot tilgang i antallet af medlemmer i TTH Ungdom, hvilket står i flot kontrast til det faldende medlemstal, mange foreninger oplever i disse år. Henrik, Anders og resten af ungdomsteamet er med til at skabe en god historie om ungdomsmiljøet i Holstebro, som unge talenter i området gerne vil være en del af. Det er vi rigtig glade og stolte over. 

Talentpartner i TTH Ungdom er Færchfonden og Vald. Birn.

Del på facebook