Tau før Ribe-Esbjerg: Vores chancer er 50/50


05.09.2019 | Af Morten Toft - Foto: Fotograf Ole Mortensen

Kigger man knap 14 dage tilbage, så tørnede TTH Holstebro og Ribe-Esbjerg HH sammen i Santander Cuppens 1/8-finale. I morgen aften mødes klubberne nok engang, men denne gang i Herre Ligaens 2. spillerunde.

28-27 til TTH Holstebro.

Det var facit den 24. august, hvor TTH Holstebro besejrede Ribe-Esbjerg i pokalturneringen på udebane efter et intenst og nervepirrende drama.

Nu 14 dage senere mødes de to klubber igen – og også denne gang på udebane, hvor Blue Water Dokken, Esbjerg ligger grund til opgøret.

Søren Tau forventer en ligeså svær og hård udebanekamp som sidst:

- Det er 50/50 igen mod Ribe-Esbjerg. Det er et virkelig godt hold vi møder, og vi så sidst at de er blevet bedre til at udnytte truppens kvaliteter. Så vi ser frem til en rigtig svær kamp, siger Søren Tau.

Stregspilleren forventer et Ribe-mandskab, som vil gøre alt for at få revanche:

- Der er ingen tvivl om at Ribe er opsat på at få revanche, men vi er mindst ligeså sultne efter pointene, siger Søren Tau.

Tau og co. går ind til kampen mod Ribe-Esbjerg med selvtillid efter to sejre ud af to mulige i de officielle kampe i 2019/20 sæsonen. Opstarten plus sæsonåbningen har været god, hvis man spørger Søren Tau.

- Lige nu er vores fokus på, at vi hele tiden skal udvikle vores spil og lægge på. Vi er så mange nye spillere, som stadig kræver mere tid sammen for at vi kan forløse vores fulde potentiale. Forhåbentlig kan vi fortsætte med at bygge på, og samtidig hente vigtige point, siger Søren Tau.

TTH Holstebro møder Ribe-Esbjerg fredag kl. 18.30 i Blue Water Dokken, Esbjerg. Følg kampen med live-updates på www.tophaandbold.dk/tth-h

Næste hjemmekamp for TTH-herrerne er den 14. september, hvor ærkerivalerne fra Skjern Håndbold gæster Gråkjær Arena Holstebro. Køb din billet HER

Del på facebook