Toudahl gør status: 'Første delmål i hus'


10.04.2022 | Af Nanna Gantriis - Foto: Photo Overlund

Grundspillet er slut, og første delmål er i hus. Derfor satte vi os efter kampen i Kolding sammen med Andreas Toudahl og bad ham se tilbage på holdets udvikling den seneste måned, samt det kommende kvalifikationsspil.

Det var en glad og ikke mindst lettet Andreas Toudahl, der kunne give sine spillere en ordentlig krammer efter holdet i går sikrede sig en plads i kvalifikationsspillet:

- Jeg er glad og ikke mindst stolt på drengenes vegne. Den her klub betyder så meget for så mange mennesker. Derfor rører det mig, at vores overordnede mission lykkedes, og at vi dermed kunne give noget tilbage til vores fans og sponsorer, sagde Andreas Toudahl efter billetten til kvalifikationsspillet var i hus. 

 

26 dage i udviklingens tegn
Opgøret i Kolding markerede Toudahls 26. dag og femte kamp i TTH-trænersædet. Og selvom det ikke blev til en sejr i Kolding, så ser Toudahl alligevel et andet mandskab end det, han stod i spidsen for til sin første kamp den 21. marts.

- Der er sket rigtig meget den seneste måned, som spillerne skal have stor ros for. Da vi spillede mod Ribe-Esbjerg den 21. marts, væltede korthuset efter vi kom bagud i anden halvleg. Det gjorde det ikke mod SønderjyskE, og det gjorde det heller ikke i dag, da vi var bagud med fem mål efter 13 minutter, fortæller Toudahl og uddyber:

- Det fortæller rigtig meget om holdets udvikling de seneste uger. Vi har fået understreget, at fundamentet kan bære, på trods af modgang i kampene, og vi har fået en større tiltro til de kompetencer, vi har som hold. Vi skal ikke ændre hele verden, bare fordi vi er bagud med et par mål. Vi skal i stedet tro på vores spil og ikke mindst hinanden, og det har drengene virkelig taget til sig, roser cheftræneren. 

 

’Fire kampe som mod Kolding’
Den kommende uge byder på landsholdspause i håndbolddanmark og derfor har TTH-mandskabet nu en kærkommen lejlighed til at indstille sig på de fire kvalifikationskampe, der venter i april og maj. 

- Vi skal bruge de næste uger på at blive endnu skarpere og lægge yderligere lag på vores spil. Jeg har set mange gode ting i de seneste tre kampe, og det skal vi arbejde videre på, så vi er klar til den første kamp mod SønderjyskE, siger Toudahl og afslutter:

- Det bliver fire kvalkampe med samme dramatik og nerve som mod KIF Kolding i dag, så vi skal stå knivskarpe. Men gør vi det, så er jeg sikker på, at der ligger sejre og venter på os. 

 

Første runde af kvalifikationsspillet bliver afviklet på et endnu ukendt tidspunkt i uge 16. 
Vi melder mere ud de kommende dage om det endelige kampprogram, billetter og lignende. 

Personlig sponsor for Andreas Toudahl er ID Identity. 

Del på facebook