Tre talenter tilslutter sig TTH-ligatruppen


07.05.2018 | Af Morten Toft

TTH Holstebro´s damer får tilgang af tre unge talenter til den kommende sæson. To kommer til klubben, mens en rykker op i rækkerne.

17-årige Sofie Østergaard er højre fløj og bliver en af de nye spillere på dameholdet. Parterne har indgået en 2-årig aftale. Sofie kommer til TTH fra Silkeborg-Voel KFUM, hvor hun har spillet på deres ungdomshold.

Emma Larsen er 18 år og er målvogter. Hun har underskrevet en 3-årig kontrakt med TTH, og kommer også til klubben fra Silkeborg-Voel KFUM.

Rebecca Sønderskov har i denne sæson været tilknyttet klubbens 2. divisions-damer, men er nu rykket op til at blive en del af Ligatruppen. Der er indgået en 1-årig aftale med Rebecca.

Pether Krautmeyer glæder sig over tilgangen af tre unge talenter, som alle besidder et stort udviklingspotentiale.

- Sofie Østergaard har alle forudsætninger for at blive en meget dygtig spiller på lang sigt. Hendes venstre arm fra højre fløj er rigtig skarp og så er hun samtidig fyldt med gåpåmod i alt hvad hun gør. Hun kommer til at passe perfekt ind i klubbens DNA, og hun vil falde helt naturligt ind i vores udviklingsmiljø.

- Jeg har fulgt Emma Larsen i ca. 7 måneder, og lige fra jeg så hendes kvaliteter første gang på Silkeborgs U18 hold, så har hun været i vores kikkert. Emma er fremtidens målmand, og vi ser et stort potentiale i hendes kvaliteter, og derfor har vi også indgået en 3-årig aftale med hende.

- Rebecca besidder nogle kvaliteter som meget få har. Hun er ikke den største playmaker, men hun er sprængfyldt med power og det kan gøre ondt på de fleste forsvar. Rebecca har i denne sæson haft en fantastisk indstilling til træning og kamp, og hvis hun fortsætter sin udvikling, så kan hun drive det langt, siger Pether Krautmeyer.

Sofie, Emma og Rebecca ser frem til at blive en del af TTH Holstebro.

- TTH Holstebro har stor fokus på talentudvikling, og klubben har vist at de er dygtige til at være en talentplatform, som gør spillere klar til Ligahåndbold. Samtidig kan man tydeligt mærke at der er et godt træningsmiljø i klubben og et stærkt sammenhold om et fælles projekt, siger pigerne samstemmigt.

Del på facebook