TTH assistent stopper efter denne sæson


15.11.2019 | Af Simon Frederiksen. Foto: Ole Mortensen

Når den igangværende sæson rinder ud, skilles vejene for TTH Holstebro og holdets assistenttræner Torben Møller - selv om begge parter er rigtig godt tilfredse med samarbejdet.

Torben Møller er i gang med den anden sæson som ligaassistent træner på damesiden.

- Det har været en svær beslutning, da jeg trives rigtig godt i klubben, og har et vældig godt samarbejde med Pether Krautmeyer og alle folkene omkring holdet. Jeg brænder meget for dette projekt, men samtidig brænder jeg også meget for mit civile job hos Creativ Company, og må konstatere at jeg mangler en 10 timer ekstra i døgnet for at få tingene til at kunne fungere optimalt, siger Torben Møller og tilføjer:

- Jeg er vild med den kultur og tilgang som vores ligadamespillere har til vores fælles projekt. Det er en fornøjelse at være i et så spændende klub- og elitemiljø, så jeg tager masser af erfaring med mig som jeg fremover kan bruge i andre sammenhænge. Nu ser jeg frem til vores deltagelse i Final 4 stævnet her i Holstebro. Det bliver en fantastisk håndboldfest og oplevelse, siger Torben Møller.

TTH-direktør John Mikkelsen har været meget tilfreds med Torben Møllers indsats og engagement i klubben.

- Torben er et fantastisk klubmenneske som har masser af ”TTH-indefra”, og samtidig har hans håndbold- og personlige kvaliteter passet rigtig godt ind til ligaholdet og til samarbejde med Pether Krautmeyer. Vi håber at vi på et senere tidspunkt kommer til at arbejde sammen med Torben igen, da han på mange måder bidrage med stor passion og kvalitet. Vi glæder os nu over at vi sammen med Torben får et spændende Final 4 og en stærk anden halvdel af ligaturneringen, siger John Mikkelsen.

Del på facebook