TTH Dragons: 'Fællesskabet er for fedt!'


03.04.2022 | Af Nanna Gantriis - Foto: Photo Overlund

Dragen er vågnet fra sin søvn og har den seneste tid skabt stemning bag det ene mål i Gråkjær Arena. En række unge håndbolddrenge har nemlig genantændt ilden i TTH Dragons. 

Du har måske bemærket dem. De unge, hvidklædte drenge, der står bag det ene mål og skaber god stemning med slagsange og opmuntrende råb til TTHs hjemmekampe. 

Fire lokale håndboldklubber Tvis Håndbold, Håndbold Mejrup-Hvam, Mejdal-Halgård Håndbold og HH90 er nemlig gået sammen om at genstarte fanklubben TTH Dragons, der henvender sig til klubbens unge fans.

En af frontfigurerne for projektet er Morten Damgaard, der i sin tid var med til at starte fanklubben sammen med sine holdkammerater:

- Vi ville gerne være med til at give en ny generation af ungdomsspillere de gode oplevelser, man får, når man er med i et fællesskab som TTH Dragons. Klubben har brug for al den opbakning de kan få lige nu, og derfor var det en oplagt mulighed at få fankulturen for de unge til at genopstå, fortæller Damgaard, da vi fangede ham inden torsdagens kamp imod SønderjyskE. 

Her var 130 ungdomsspillere og deres trænere inviteret til pizza og sodavand på Idrætsefterskolen Lægården, hvorefter turen gik til Gråkjær Arena for at støtte ligaholdet.

’Fællesskabet mellem spillerne og os er for fedt’
En af de unge, der har taget imod tilbuddet er 14-årige Nikolaj fra Tvis. For ham er det fællesskabet, klubfølelsen og samspillet med spillerne på banen, der giver gode oplevelser:

- Jeg kan huske, hvordan jeg selv var med nogle gange, da Morten Damgaard og hans venner startede fanklubben. De tog os under deres vinger, lærte os fansangene og skabte nogle gode oplevelser for os. Nu er det så mig og mine kammerater, der skal skabe den stemning og give arven videre til U11 og U13-spillerne. Det er sjovt at være med til, fortæller Nikolaj og følger op:

- Der er et virkelig fedt fællesskab mellem os drenge, men også mellem os og ligaspillerne. Det er fedt, at vi kan gejle dem op og at de kan svare tilbage med jubelråb efter en scoring. 

Allan Damgaard: ’Vi tager de ekstra knubs, når drengene muntrer os op’
Hos TTHs ligaspillere er den ekstra opbakning på bagtribunen bestemt ikke gået ubemærket hen:

- Det er vildt godt, at de kommer og giver den max gas. Stemningen får lige et ekstra nøk op i hallen, og du får lyst til at tage de ekstra knubs i angrebet eller gå det ekstra skridt, når du kan høre drengenes opbakning på lægterne. De skal vide, at vi er utrolig taknemmelige for deres opbakning, fortæller Allan Damgaard, der håber at projektet kan tage form og blive en permanent del af klubbens hjemmekampe:

- I GOG har de ’Det Gule Hjørne’. Hvor kunne det være fedt, hvis vi kunne skabe ’Det Hvide Hjørne’. Udover at det ville give ekstra stemning til hjemmekampene, så tror jeg også det ville styrke sammenholdet mellem klubbens ungdomsspillerne og os seniorspillerne, siger TTH-playmakeren. 

På tirsdag er TTH Dragons tilbage på lægterne og klar til at give den gas til grundspillets sidste hjemmekamp mod Skive fH, og spørger man Nikolaj kunne der sagtens være mere TTH Dragons i fremtiden:

- Jeg kunne sagtens finde på at fortsætte i TTH Dragons og skabe nogle gode oplevelser sammen med de andre drenge. Det har i hvert fald været sjovt indtil videre.

På tirsdag spiller TTH-mandskabet sidste hjemmekamp i grundspillet, når Skive fH kommer på besøg. Den skal have max gas, så kom i hallen og støt holdet. Bestil dine billetter ved at klikke her

Del på facebook