TTH får sejre i testkampe


21.01.2019 | Af Morten Toft - Foto: Alex Paulsen

I den netop overståede weekend, skulle TTH Holstebro teste sig af mod svenske Ystads IF i to træningskampe. 

Den første testkamp mellem klubberne blev spillet fredag aften i Gråkjær Arena. Her var et par hundrede tilskuere dukket op for at overvære opgøret og de kunne se TTH Holstebro løbe med en 33-29 sejr. 

Den anden testkamp mod Ystads IF, blev spillet søndag eftermiddag i Idrætscenter Vest. Her blev resultatet en 28-22 sejr til TTH Holstebro. 

Patrick Westerholm sætter følgende ord på de to testkampe:

- Vi har ikket spillet meget håndbold her i opstarten, da vores fokus har været mest på den fysiske træning. Derfor var vi som forventet lidt rustne i de to testkampe mod Ystads, men jeg synes vi kom fornuftigt igennem testkampene og fik lidt meter i benene og lidt timing i kroppen igen, siger Patrick Westerholm og tilføjer om weekendens modstander:  

- Ystads er et hold som løber friskt til og de forsøger konstant at løbe kontra. På den måde minder de meget om os, så der var godt med tempo i begge kampe, siger Patrick Westerholm.

Ystads IF spiller i den bedste svenske liga, hvor de er placeret på en 4. plads. Mandskabet besidder en af sveriges største stjerner i form af, Kim Andersson, men den store bagspiller var ikke med i testkampene, da han repræsenterer det svenske landshold til VM-slutrunden i Danmark/Tyskland. 

Den næste ligakamp for TTH Holstebro er mod Mors-Thy Håndbold den 1. februar i Gråkjær Arena. Køb din billet HER

Del på facebook