TTH fortsætter samarbejde med to unge talenter


02.01.2020 | Af Nanna Gantriis Mortensen - Foto: Louise Boo Jespersen

TTH har skrevet en treårig kontrakt med højrebacken Julie Holm. Samtidig har man forlænget kontrakten med højrefløjen Sofie Brems Østergaard for to år, så denne nu løber indtil 2022.

Begge spillere er kun 19 år og dermed stadig U19 spillere, men de er allerede nu en del af TTH´s ligatrup. Ved weekendens Santander Final4 stævne leverede begge spillere en imponerende indsats i holdets flotte sejr over København Håndbold. Nu har parterne valgt at forlænge samarbejdet yderligere.

Stort udviklingspotentiale i Julie Holm

- Jeg er utrolig glad for at have skrevet en treårig kontrakt med TTH Holstebro. Jeg har været en del af ligatruppen i år, hvor jeg har set og lært af de andre spillere. Nu glæder jeg mig til at kunne bidrage inde på banen. Det er et kæmpe step opad for mig, udtaler Julie Holm, der fik ligadebut under Final4-stævnet.

Det unge talent har de seneste tre år været tilknyttet Holstebro Elitesport og TTHs talentakademi. Sammen med Lærke Christensen skal hun udfolde sig på højre backen på næste sæsons ligahold i TTH.

Cheftræner Pether Krautmeyer er yderst tilfreds med at kunne tilføje Julie Holm til holdet de næste tre år:

- Julie er en utrolig spændende spiller, hvilket vi også så under julens Final4-stævne. Hun har et eminent skud, som er svært at læse som målmand, og det gør hende helt speciel. Ikke nok med det, så har Julie et kæmpe fighter-gen. Hun træner rigtig hårdt, og det har båret frugt. Specielt det seneste halve år har vi set en helt fantastisk udvikling hos Julie, og derfor har vi valgt at tilbyde hende en treårig kontrakt.

Med tilgangen af Julie Holm siger TTH dermed farvel til Nikoline Lundgreen, der stopper i klubben til sommer efter to sæsoner.

 

”En lille diamant” forlænger på højrefløjen

Kigger man ud på højrefløjen, har TTH forlænget kontrakten med Sofie Brems Østergaard. Den 19-årige fløjspiller har markeret sig flot på banen den seneste tid. Hun glæder sig over at få yderligere to år i TTH:

- Jeg er spændt på at udvikle mig yderligere her i TTH Holstebro. Nu har jeg været i klubben de seneste to år, og jeg trives rigtig godt både på og uden for banen. Så det er rart at kunne fortsætte udviklingen i dette spændende elitemiljø, siger Østergaard.

Om Sofie Østergaard siger cheftræner Pether Krautmeyer:

- I Sofie gemmer der sig en lille diamant. Hun besidder en god skudarm, som kan skyde på mange forskellige måder. Ligesom Julie, har Sofie også udviklet sig eksplosivt og i en spændende retning den seneste tid. Så det bliver utroligt interessant at arbejde med hende de kommende år, siger Pether Krautmeyer.

Med tilføjelsen af Sofie Østergaard og Julie Holm trækkes gennemsnitsalderen i dametruppen yderligere ned til nu 22 år. 

Personlig sponsor for Sofie Østergaard er Vognmand Skræddergaard, mens personlig sponsor for Julie Holm er Holstebro Elitesport.

Du kan opleve Holm, Østergaard og resten af TTHs damer onsdag den 8. januar, når de tager imod stjernerne fra København Håndbold hjemme i Gråkjær Arena klokken 19.00.

Køb billetter her

Del på facebook