TTH går til pause på ligaens 2. plads


21.12.2019 | Af Nanna Gantriis Mortensen - Foto: Photo Overlund

I årets sidste kamp skulle TTH Holstebro forsøge at opretholde den gode stime, holdet har lagt for dagen den seneste måneds tid. Ubesejret i december lød dommen inden dagens kamp, og sådan blev det ved med at være efter kampen mod BSH.

Allerede i opgørets første minutter kunne man mærke intensiteten mellem de to klubber. Ingen ville give sig uden kamp, og der var fight om hvor eneste bold. Gæsterne fra BSH startede bedst ud med tre mål i kampens første 5 minutter, mod TTHs enlige scoring. Et par gode redninger af Simon Gade og kontant afregning i den anden ende skabte en god TTH-stime, og man fik vendt 1-3 til 4-3. Herefter var det BSH, der tog teten og bragte sig foran nok engang. Denne gang fik udeholdet skabt afstand til TTH, og efter 16 min. var Patrick Westerholm nødsaget til at tage timeout bagud med 5-8.

Time out’en syntes at virke, og efter 21 minutter kunne Allan Damgaard efter en solotur mod mål udligne til 10-10 – til stor jubel for et veloplagt hjemmepublikum i Gråkjær Arena. Tætheden og nerven i kampen fortsatte indtil pause, hvor TTH måtte gå i omklædningen bagud 12-14, efter to store redninger af BSH-målmand Kasper Larsen kort før tid.

I 2. halvleg startede som 1. halvleg sluttede: Fyldt med infight og gang i publikum, der testede dommerne ved hver kendelse. Ni minutter inde i 2. halvleg kunne Kasper Kildelund udligne til 16-16, og dermed var BSH-føringen nok engang indhentet. Et skarpt indhop fra Sebastian Frandsen dannede grobund for en god TTH-periode to mål i rap fra Nikolaj Enderleit og så var stillingen pludselig 19-16.

Nok engang viste BSH dog, hvorfor de, ligesom TTH, anses for et medaljehold, og på tre minutter havde udeholdet indhentet tremålsføringen. Det sidste kvarter skiftedes de to hold til at score og holdt dermed publikum hen til det allersidste.

En strafferedning af Sebastian Frandsen i det 57. minut, og så var Gråkjær Arena ellers helt op og ringe. Med 20 sekunder igen udlignede BSHs Nikolaj Øris til 25-26, men en skarp Jonas Porup fik tilkæmpet sig et straffekast i den anden ende, som Johan Meklenborg koldt og kynisk omsatte til en scoring. Dermed endte kampen helt lige, 26-26, efter en hård og medrivende sæsonafslutning i Gråkjær Arena.

Med det uafgjorte resultat mod BSH overvintrer TTH dermed på ligaens 2. plads med to point ned til de nærmeste forfølgere Ribe-Esbjerg, Skjern og BSH.

 

Kampfakta
Turnering: Primo Tours Ligaen 17. spillerunde

TTH Holstebro # Bjerringbro-Silkeborg 26-26 (12-14)

TTH Holstebro:
Redninger: Simon Gade 5/18 (28%), Sebastian Frandsen 8/21 (38%)
Mål: Johan Meklenborg 5, Nikolaj Enderleit 4, Allan Damgaard 4, Magnus Bramming 3, Kasper Kildelund 3, Peter Balling 2, Christoffer Cichosz 2, Kay Smits 1, Jonas Porup 1, Niels Lindholt 1,
 

Bjerringbro-Silkeborg
Redninger: Kasper Larsen 9/33 (27%), Aljosa Reza 0/1 (0%)
Mål: Nikolaj Øris 8, Johan Hansen 5, Mads Andersen 5, Sebastian Skube 3, Jesper Nøddesbo 3, August Baskår Pedersen 1, Jacob Lassen 1
 

Udvisninger:
TTH: 2
Bjerringbro-Silkeborg: 2
 

Tilskuertal: 2642

Del på facebook