TTH henter målmandsprofil og EM-vinder


08.02.2016 | Af Claus Sonne

TTH har til de kommende to sæsoner hentet henholdsvis Marianne Lundsby i Randers HK og Pauline Bøgelund i FC Midtjylland.

For TTH-fans er det vel næsten ikke nødvendigt med en præsentation af Marianne Lundsby, der tidligere har spillet mange kampe i den hvide trøje – eller rettere: I den kulørte målmandstrøje. Efter et mellemspil i Randers er hun nu tilbage i TTH.

- Marianne var vores førstevalg, da vi skulle finde en erfaren makker til meget talentfulde, men stadig unge Ida Vium. I Marianne får vi både en fantastisk målmand og en fantastisk person både på og uden for banen. Hun er en leder, og når hun åbner munden, så lytter folk. Og det er en type, vi på vores nye hold får brug for, siger cheftræner Pether Krautmeyer om den tidligere A-landsholdsspiller og suppleres af målmandstræner Michael Bruun.

- I Marianne får vi en teknisk dygtig målmand, der besidder mere hurtighed end de fleste. Hun har udviklet sig markant i de seneste sæsoner, og jeg er sikker på, at vi kan give den en tak mere, lyder det fra Michael Bruun.

Marianne Lundsby skulle ikke tænke sig ret længe om, før hun sagde ja til at vende tilbage til TTH.

- Min mavefornemmelse efter det første møde med klubben sagde klart ja. Så det blev et stort ja, og jeg ser frem til at arbejde sammen med Ida Vium, der er en meget talentfuld keeper siger hun og fortsætter:

- Dels tror jeg virkelig på det projekt, TTH søsætter i den kommende sæson, og dels glæder jeg mig til at vende tilbage til TTH. Jeg flyttede mig enormt meget under mit sidste ophold, blandt andet takket være et fremragende træningsmiljø – og jeg glæder mig til at skulle arbejde sammen med målmandstræner Michael Bruun.

Pauline Bøgelund er noteret for 21 kampe på det nuværende U20-landshold og var med på det danske landshold, der vandt U19-EM sidste sommer, og højrebacken har i den seneste tid fået masser af spilleminutter i både liga og Champions League.

- Pauline er allerede dygtig, men jeg ser hende også som en usleben diamant med et meget, meget stort potentiale. Der er ikke ret mange unge venstrehåndede backs, der kan det, hun kan, og med endnu flere spilleminutter og endnu mere tryghed hos os, er hun en spiller, der kan blive en profil i ligaen, siger Pether Krautmeyer.

Pauline Bøgelund fastslår, at hun glæder sig til at trække i TTH-trøjen.

- Jeg er meget tiltrukket af træningsmiljøet og set-uppet i TTH, og så motiverer det mig meget, at jeg kommer til at få en rolle, der indebærer et stort ansvar. Begge dele er, er jeg sikker på, med til at gøre mig til en bedre håndboldspiller, lyder det fra Pauline Bøgelund.

Del på facebook