TTH Holstebro forlænger succesrigt samarbejde med Pether Krautmeyer


07.11.2017 | Af Claus Sonne

Krautmeyer og TTH klar til tre år mere med udviklingen af dameholdet
Succestræner Pether Krautmeyer og TTH Holstebro har forlænget samarbejdet, så det også løber i de kommende tre sæsoner. 

TTH-direktør John Mikkelsen er særdeles glad for forlængelsen.

- Det er jeg af flere grunde. Dels er Pether en dygtig træner, der har lavet fremragende resultater gennem flere sæsoner, og dels er han en træner, der er ekstremt god til at udvikle spillere, hvilket er et kodeord i TTH's dameafdeling, hvor vi er rigtig gode til at lave ligaprofiler, siger John Mikkelsen og peger på endnu en grund til tilfredshed.

- Pether har nu været cheftræner i flere sæsoner, og vi tror på, at kontinuitet er vigtigt, specielt når der arbejdes med yngre spillere. Derfor er vi glade for, at vi får et længerevarende samarbejde med Pether - også fordi vi skal i gang med at starte et nyt 3-årigt projekt op i dameafdelingen, lyder det fra John Mikkelsen.

Pether Krautmeyer selv er også en glad mand.

- Der, hvor jeg er som menneske og træner lige nu, er TTH det helt rigtige sted for mig. I min tid i klubben har jeg både prøvet at arbejde med etablerede profiler og med morgendagens stjerner, og begge dele er udfordrende og udviklende. Vore nuværende udviklingsprojekt i TTH er utrolig spændende, og jeg glæder mig hver dag til at arbejde den unge trup som er fuld af meget målrettede spillere. For mig er det stærke klubmiljø og de mange engagerede mennesker som jeg arbejder med, også afgørende for mit valg. Så jeg glæder mig til at være i klubben i de kommende tre sæsoner - mindst, fastslår Pether krautmeyer.

Del på facebook